25/7

Der findes mennesker derude, som på én eller anden måde har flere end 24 timer på et døgn. Et af disse mennesker er musikeren Berg – eller Katalyst, som han kalder sig, når det kommer til Modern Rites. Bare sidste år udgav han musik med både Aara og med Taubra, og nu, hvor begge de bands er i gang med at skrive og indspille nye albummer og derfor ikke udgiver noget før næste år, hvorfor så ikke lige udgive en ny skive med ens tredje band, Modern Rites? Et band, som blev startet i 2020 sammen med multikunstneren Jonny Warren – eller Archytekt, som han kalder sig her – der ellers normalt slår sine folder i post-metalbandet Kuyashii. Det er tre år siden, vi sidst hørte noget fra d’herrer, så lad os da finde ud af, hvad Endless er for en størrelse.

Kunne vi lige slukke for 90’erne, tak?

Jeg har tidligere skrevet stolpe op og ned om, hvor stor fan jeg er af Bergs guitararbejde, dog primært i forbindelse med Aara. Modern Rites har en noget mere moderne, melodisk og progget tilgang til blackmetallen, og der er da også en hel del dødsmetal smidt ned i mixet; eksempelvis lyder Warren som et utal af andre ekstremvokalister. Hans vokal får mig til at tænke på Fractal Gates, Dethklok og deslige – så det er ikke det mest unikke udtryk, han bidrager med, tværtimod. Heldigvis kan musikken langt hen ad vejen tale for sig selv. For selvom stilen afgjort er en anden end i Aara, så kan man bestemt godt høre, at det er Berg/Katalyst, der står for både guitararbejdet og sangskrivningen. Især kan man tydeligt genkende hans stil på titelnummeret. Dog bidrager Warren/Archytekt også med andet end et generisk growl; han er nemlig ret glad for 90’ernes industrialbølge, så nu og da sidder man og får nogle, ganske uønskede, associationer til bands som Ministry. Det er især tydeligt på albummets femte nummer, ”Becoming”. Heldigvis har det nummer noget fabelagtigt bækkenarbejde i sit c-stykke, som delvist opvejer de trælse industrialelementer. Hvis man dog skulle sige noget positivt om de sporadiske lyde af et tysk undergrundsdiskotek i 1990’erne, så er det, at de da er med til at bryde monotonien, der ellers hersker på albummet, for de otte numre lyder godt nok helt utroligt ens, i en sådan grad at det er svært at skelne det ene fra det andet – hvilket aldrig er sådan rigtig godt.

Hverken fugl eller fisk

Men det største problem ved Endless er præcis, hvad titlen indikerer: at det virker som en endeløs skive. Det er ikke engang, fordi numrene helt generelt er specielt lange, de fleste har en gennemsnitlig spilletid på fem minutter, men det er bestemt set før, at numre, der har den længde, falder ned mellem to stole: De er for lange til at være præcise og klare i spyttet, men for korte til at være episke og storladne – så resultatet bliver hverken fugl eller fisk, hvilket egentlig beskriver Mordern Rites’ anden udgivelse. Så nok er d’herrer bag projektet yderst kompetente musikere, men der skal altså mere til – desværre.