Mindmare - Psychotic Regression

Psychotic Regression

Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Spilletid:42:00
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Engang for længe siden…

Tilbage i 2003 fandt en flok drenge fra Odense sammen og blev enige om at lave et band. De fik da også lavet en demo, efterfulgt af en single. De udgav en promo-EP i 2006, og så… Ja så skete der faktisk intet før i år – altså 13 år senere. Men nu sidder vi med deres debut: Psychotic Regression. Det er jo svært at vide, hvad der sker, når der går så lang tid mellem udgivelser, men det kunne jo være, at de ville slå Guns N’ Roses og Tool i en form for udholdenhedskonkurrence.

Den Odenseanske Republik

Hvis ikke det var, fordi man vidste, at Mindrage var fra Odense, og at albummet var fra 2019, kunne man nemt sidde med en følelse af at have fundet et gammelt In Flames eller At the Gates demobånd frem fra gemmerne. Rent musikalsk er vi ude i klassisk 90’er-svenskerdød med masser af melodi og også masser af kant og slagkraft. Slagkraften leveres primært af vokalist-Joachims stemme, der til tider minder om Corey Taylors bjæffen på Iowa og Slipknot – hvilket især er tydeligt på nummeret ”Let it Bleed”, der også nemt kunne være titlen på en Slipknot-sang. Musikken er ikke super original, og der er flere af deres riffs, der minder om nogle af de gamle In Flames numre som fx ”Episode 666” eller ”Take This Life”. Der er i øvrigt intet i vejen med at lyde som In Flames, især ikke når det virker til, at de selv har glemt, hvordan man gør. Men bedst som man sidder og føler, at man har hørt det hele før, og måske derfor ikke er super koncentreret, så hører man pludseligt Ronald Reagan, George W. Bush samt Donald Trumps stemmer. Ja, det får jo de fleste til lige at vågne op og tænke ”Hov! Vent… Hvad?!”, men nummeret ”Anthem of Aggression” starter simpelthen med et par citater fra de nævnte personer med særligt fokus på en bid fra en tale, som Trump holdt tilbage i 2017 – den selv samme tale, hvor Kim Jong-un blev døbt ”Rocketman”. Ud fra netop alt dette er det fristende at sidde og pådutte Mindmare en agenda samt politisk overbevisning, men det er jo blot gætværk, så lad os lade være med dette.

En hæderlig start

Psychotic Regression er en ambitiøs debut med intet mindre end 10 numre og en samlet spillelængde på små 45 minutter. Det virker til, at Mindrage ville vise, at de altså ikke bare har danderet den siden 2006. Men albummet har sine fejl og mangler, præcis som man kan forvente af en debut. De har ikke helt fundet deres egen lyd endnu, produktionen er ikke helt i skabet, og de passager, hvor der synges rent, skal finpudses eller skrottes, for de fungerer ikke. Det lyder enten, som om han synger falsk, eller også er det mixet så lavt, at det kan være lige meget. Men alt-i-alt er det en absolut fin udgivelse og jeg håber da ikke, at der skal gå 13 år, før vi hører fra Mindmare igen.

Tracklist

  1. Psychotic Regression
  2. A New Slave of Mankind
  3. Let It Bleed
  4. The Deceit
  5. Remission of Sins
  6. Anthem of Aggression
  7. Spit of Agony
  8. Chaosride
  9. Broken Black Nails
  10. The Jonah Complex