meth. - SHAME

SHAME

Udkom

Type:Album
Genre:Sludge metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Drugs are bad m’kay?

Samfundets syn på euforiserende stoffer afhænger meget af hvilket stof, der er tale om. Hash er efterhånden så socialt acceptabelt, at den eneste grund til en manglende legalisering er, at regeringen ikke ved, hvor mange penge de vil tjene på det. Kokain er bestemt problematisk, men tages det til en fest, vil jeg nok bare foreslå brugeren en kop af svigermors kaffe. Heroin og metamfetamin derimod eksisterer udelukkende for at skabe elendighed og afhængighed og alle, som har forbindelse med disse stoffer, burde dø i skammen. Det kan være, at det er derfor, amerikanske meth. har navngivet deres seneste plade Shame.

Det skal mærkes helt ind i sindet

Sammenkoget af genrer på Shame indbyder heller ikke ligefrem til jubel og ekstase. Støjrock, dissonant sludge metal og post hardcore byder alle ind med hvert sit over pladens små tre kvarter.

Åbneren “Doubt” alene er nok til at give de flestes humør et tryk nedad. Et tungt dronende og støjende sludge-riff dominerer nummeret og driver det rundt i tvivlens selvdestruktive cirkler. Alt imens vokalens skingre råb lyder som din underbevidstheds stemme, der sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad du gør. Nok er nummeret ensformigt, men det fungerer perfekt i al sin trykkende tvivl. Aldrig har nærmest invaliderende mangel på tiltro til egne evner lydt bedre. Og nu vi er ved det negative, så rammer “Give In” også plet. En let tribal-rytme og en drønende bas, som leger med gazet post hardcore, lyder præcis lige så tyngende og lokkende, som følelsen af at stoppe med at kæmpe imod og bare give efter for gruppepresset eller den dårlige samvittighed. Og titelnummeret, ja, det formår at udskamme dig perfekt, med sit kor af dissonant støjrock muligvis for tidligere at have givet efter. Jeg siger ikke, Septa Unella havde haft mere gavn af en udskamningsguitar end en klokke, men effektiviteten havde været markant højere. meth. er ganske enkelt fremragende til at ramme samtlige af de negative begreber, som tracklisten lægger for dagen. 

At meth. så samtidig har valgt nogle begreber, som i et Venn-diagram har betydelige overlap, er så lidt en tanketorsk fra bandets side. Dette gør nemlig, at “Blush” og “Shame” er lidt for enige om, at du rødmer, fordi du skammer dig, og derfor skal du have stort set samme dissonante støjrock riff i to gange seks minutter. Ikke at jeg skal beklage mig over støj og skurrende lyde, men når nu meth. har givet sig selv så vidt et genrespænd til at udtrykke det negative, så skal spændet også bruges. Hvilket gør “Compulsion” og “Blackmail” til endnu en træg oplevelse. Skift rødmens og skammens støjrock ud med sludge, og jaz, så er vi ved at være der.

Aros ringer nok ikke lige foreløbig

Af et selvudnævnt eksperimenterende metalband at være, så er der fortvivlende få eksperimenter på Shame. Nok sætter jeg pris på at blive mentalt kørt over af en damptromle, som af og til danser jazzballet, men jeg vil gerne have lidt mere diversitet. Når et band formår at konvertere en følelse eller en situation direkte til musik, så er det lige før, det pågældende nummer burde spilles på et kunstmuseum. Og meth. indkapsler perfekt tvivlen og skammen, når den er allerværst, og får næsten lytteren til at føle overvældende tvivl selv. Det er intet mindre end imponerende. At meth. så bruger de næste tre kvarters tid på at udvande deres eget kunstværk til en billig Temu-kopi, ja, det gør så, at Shame i sidste ende er en tung og træls sag at komme igennem.

Tracklist

  1. Doubt
  2. Compulsion
  3. Blush
  4. Give In
  5. Cruelty
  6. Shame
  7. Blackmail