På det seneste udspil, The Pale Emperor, har den gamle shock-rocker skruet op for inderligheden og ned for guitarerne.

Dengang i 90’erne...

De fleste under 35 kan huske dengang i 90’erne, hvor Marilyn Manson skræmte pæne borgere med hårdtpumpet, industrial glammetal og billeder af makabre sexlege og tortur. På coveret til mesterværket Antichrist Superstar (1996) er to menneskers munde eksempelvis spændt for en noget makaber anordning, der vel bedst kan beskrives som en urinbong. Dengang var jeg langtfra sikker på om, det var ok at lytte til den slags.

Nu er der gået 20 år, og jeg kan med ro i stemmen sige: ”Jeg er ikke længere bange for dig, Brian Hugh Warner”, som er Mansons borgerlige navn. Den seneste udgivelse, The Pale Emperor, bør i stedet give anledning til, at publikum tager sig en svingom i den smukke, kulsorte nat til den nye mere afdæmpede, men sejt, svingende stil.

Dagens dagsorden: Sex, død og politik

Der har i tidens løb verseret temmelig mange myter om Marilyn Manson. Blandt andet den om, at han havde fået opereret et ribben ud, så han kunne give sig selv et blæs. Og så var der den om, at han havde fået en kærestes øje fjernet, så han havde endnu en åbning i kvindens krop til rådighed for sine lyster.

Men Manson er også kritik af et USA, der på den ene side sætter kristen pænhed og politisk korrekthed øverst, samtidig med at himmelråbende forskelsbehandling, afgrundsdyb ulighed og forkvaklende livsidealer forpester tilværelsen for mange mennesker. Det var derfor ikke overraskende, at netop Manson optrådte som en af de mere fornuftige stemmer i Michael Moore-filmen ”Bowling for Columbine” (2002).

Cool og svingende dødsblues klæder den gamle bøhmand

Efter pladen Holy Wood (2000) gik der for mig at se lidt tomgang i den. De fleste numre ledte stadig op til et glammetalbrag, der skulle rive dig godt rundt i mudderet på festivalpladsen. Det blev en smule trættende, at det var den samme kanin, der kom op af hatten hver gang. På The Pale Emperor har Manson imidlertid fået godt fat i bas og trommer igen. Guitarerne er samtidig overladt til det erfarne multitalent Tyler Bates (producent, filmsoundtrack mv.), som tilmed er krediteret som medsangskriver. Og det kan høres på det nedbarberede og velafbalancerede lydunivers, at Manson har fået en erfaren co-driver. Der er samtidig givet plads til en helt ny inderlig feel. Der croones minsandten!

På heavymetal.dk hører det vist til sjældenhederne, at et anmeldt band har et hit, men jeg synes, at ”Deep Six” lyder som og burde kunne blive et (lille) hit. Om ikke andet er nummeret dansabel dødsblues og viser den nye stil, som Manson og hans nyfundne håndlangere lykkes med. Rent tekstmæssigt er vi inde i den gode gamle nu-vender-jeg-ordene-om-så-vi-afslører-sandheden-leg:

”Love is evil/Con is confidence/Eros is sore/Sin is sincere”

Og her vil jeg også lige fremhæve nummeret “Killing Strangers”: Det ér altså kun Manson, der kan synge så indtrængende om droneangreb, bombetogter og lignende hell-in-a-box, der kan detoneres på 10.000 kilometers afstand.

Manson er på rette spor

Det er svært at være andet end tilfreds med The Pale Emperor. Mansons nye kuld sange varierer udtrykket fint og vækker lytterens nysgerrighed efter mere. Og så er det jo bare dejligt, når en af de gamle drenge kan lidt endnu. Jeg er bestemt ikke bange for Manson længere, men jeg tager sgu gerne en svingom til hans sejt vuggende klagesange om civilisationens mørkeste sider. This is the new shit!