Madness of the Night - Asgarda

Asgarda

· Udkom

Type:Album
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hypnotiserende 80'er Goth fra Madness Of The Night

Madness Of The Night er et svensk Goth band, der bevæger sig inden for Goth og Dark Wave genren. Duoen, der består af svenske Daniel Dante og libanesiske Abir Blachshadow, har været på banen siden slutningen af 2011 og er stærkt inspireret af bl.a. Sisters Of Mercy og The Cult. Der er en lovestory bag duoen, idet de to mødte hinanden over internettet, via deres passion til Goth musikken, og de er i dag gift, har to børn og bor sammen i Sverige. Madness Of The Night bærer både musikalsk og lyrisk præg af Abir's baggrund og rødder i den arabiske verden.

The Asgarda, er duoens debut album, der udkom den 29.11.2013 via Massacre Records, og er produceret af Andy Horn (Edenbridge, Darkseed). Albummet består af 11 numre, der strækker sig over i alt 48 minutter. Gennemgående er der en meget dyb, melankolsk og oprigtig stemning på albummet. Vi er ikke ude i symfonisk goth, men langt mere i retning af 80'er Goth Rock a'la Sisters Of Mercy. Albummet emmer af jordnær, lettere orientalsk stemning og Abir's vokal er stort set hele vejen igennem dyb og tung – Uden at det skal forstås negativt. Dog leverer hun også både en ret rebelsk, råbende vokal og en opera-agtig vokal i de lidt højere toner, stadig uden at være yndefuld. Madness Of The Night leverer ikke gotisk ynde og overflod, men duoen bevæger sig indenfor 80'er Goth, som består af en lyd, der efterhånden er druknet i nutidens Goth, der som regel som minimum rummer orkester symfoni og majestætisk kvindevokal. Både musik og vokal er ret hypnotiserende, uden at det kan siges at være smukt – Der er en lækker rød tråd gennem hele albummet, hvor vi får en unik guitar lyd, god dyb bas, præsente trommer og enkelte klaver/keyboard passager. Der bliver både sunget på engelsk og arabisk, hvilket også virker ganske fortryllende og passer perfekt til dybden i vokalen. Der er god, catchy melodi i numrene, og selvom det egentlig er forholdsvis lige ud ad landevejen, formår de at skrue numrene sammen, så de rummer en masse spændende historier, i både musik og vokal.

The Asgarda er et rigtig spændende Goth/Dark Wave album i 80'er stil – og med 80'er lyd. Der er en magi over musikken og vokalen, som ikke kan beskrives - Den skal opleves! Madness Of The Night er især noget for dig, der somme tider tager en tur tilbage i tiden ved at lytte til Sisters Of Mercy, Siouxsie And The Banshees og The Cult. Tag på 1001 nats eventyr med Madness Of The Night, og lad dig hypnotisere af The Asgarda!

Tag et lyt til nummeret She Is The Demon, der giver et rigtig godt billede af, hvordan Madness Of The Night lyder: