Blandt de norske fjelde
Hvis man nogensinde har været i tvivl om skønheden af de norske fjelde eller aldrig selv haft fornøjelsen af at udforske dem, så kan jeg med sikkerhed sige, at det er en oplevelse, der brænder sig fast i sjæl og hukommelsen. Min første rejse til Norge var som 18-årig under min læreruddannelse, og det blev en rejse fyldt med skiløb, forsøg på jodlen i de majestætiske fjelde, glimt af nordlys og smagsprøver på den lokale norske cuisine, herunder rensdyr, rakfisk og brunost (med blandet succes). Men Norge gemmer på mange flere skjulte perler, end man umiddelbart skulle tro, og Madder Mortem, trods deres eksistens siden 1993, er en af dem. Vi anmeldte sidst bandet i 2010, da de udgav Deadlands, men der er sket meget på 5 albummers tid for det progressive band, både musikalsk og personligt.
Man modnes af at rejse
Tilblivelsen af Madder Mortems ottende udgivelse Old Eyes, New Heart har været en langvarig rejse præget af tumult og hjerteskærende tab for søskendeparret Kirkevaag, bestående af Agnete og BP. En rejse, der kulminerede med tabet af deres far Jakob, som var en kunstner af pensel og lærred. Som en hyldest til ham, pryder et af hans malerier albumcoveret – og bekræfter, at albummet er en fortælling om håb, skuffelse og tab. Jeg stiftede først selv bekendtskab med bandet, da de udgav Marrow i 2018, som muligvis var nordmændenes bedste plade igennem deres lange diskografi. Old Eyes, New Heart er dog et godt bud på en moderne progressiv skive, der både tager chancer og ændrer formularen uden at forbipassere bandets tidligere lyd.
I centrum for skiven er Agnetes unikke vokal, som både kan agere ulyksalig, men som også kan grænse til intimiderende. Agnete er uden tvivl blevet en bedre sangerinde igennem det sidste årti, og hun skal have stor ros for måden, hun eksperimenterer med sin vokal på. Samtidig er det dog også Madder Mortems største problem. For alt andet end Agnetes stemme svinder i baggrunden, selv de flotte kompositioner og musikalske finurligheder – for der er meget få afbræk. Det virker allerbedst under nummeret ”Cold Hard Rain”, når Agnetes vokal får støtte af en mandlig, og hvor de kan ”croone” i tandem på deres egen unikke måde. Men numre som ”Unity” og ”Things I’ll Never Do” cementerer problemet, at vokalen ikke bliver understøttet bravt nok. På trods af at Madder Mortem ser sig selv som et progressivt band, er 48-minutter simpelthen en for lang udgivelse, når ens lyd er så specifik – dette gik op for mig halvvejs inde i nummeret ”Here and Now”, som er pladens mest overflødige skæring.
Med det sagt, er det bestemt også højdepunkter at finde. ”Coming From The Dark” udmærker sig som et af de bedste numre i bandets karriere med sin tunge og truende lyd, og fungerer særdeles godt som indledning til albummet. På den anden side er ”On Guard” et roligt og sentimentalt nummer, der reflekterer over, hvordan man aldrig kan føle sig sikker, og refererer direkte til albums-titlen Old Eyes, New Heart – netop hvordan vi trods forhindringerne, bliver nødt til at se fremad som mennesker. Dette bliver også ytret i afslutningsnummeret; ”Long Road, ”It’s been a long slow road, it’s been a hard few years, maybe there’s hope of peace at the end, of the long slow road” – som udemærket runder pladen af.
Et anderledes udtryk der stadig er 100% Madder Mortem
Selvom jeg havde håbet, at Old Eyes, New Heart rent musikalsk ville overgå Madder Mortems foregående værk Marrow, når den desværre ikke samme højder. Albummet forbliver dog en hudløst ærlig oplevelse, som stadig er en autentisk repræsentation af den norske gruppes rødder selv med deres eksperimenteren. Personligt tvivler jeg på, at dette er udgivelsen, som vil gøre den skjulte perle Madder Mortem til et nationalklenodie, men for langvarige fans betyder det sikkert heller ikke en dyt. Vigtigst af alt er nemlig, at de er helt deres egne – på både godt og ondt.
