Interessante toner fra Sydkorea

Selvom verden mere eller mindre er gået i stå på overfladen, så er der stadigvæk røre i undergrunden. Fire unge sydkoreanske mænd fandt i begyndelsen af 2019 sammen og dannede bandet Loss of Infection. Senere samme år udgav de deres første single, ”Venom Prison”. Musikken var dengang orienteret mod doom metal, men der var stadigvæk elementer fra dødsmetal og hardcore at spore. I begyndelsen af det herrens år 2020 smed bandet deres anden single, ”Haunted”, på gaden, og her var der ændringer i musikken. Der var kommet noget mere tempo i numrene og elementerne fra death og hardcore blevet tydeligere. I efteråret 2020 var bandet klar med deres første EP, Dark Dimension. Spørgsmålet er, om Loss of Infection på Dark Dimension har fundet det udtryk, de ledte efter på deres to singleforløbere?

Et blandingsprodukt, der holder

Det umiddelbare svar er ja. Loss of Infection spiller en hård og solid blanding af dødsmetal, deathcore og doom, dog med hovedvægt på de to første genrer. Denne blanding fungerer som udgangspunkt godt, og det er rart med et band, der tør gå efter et lidt anderledes udtryk, hvor elementer fra doom og ren død skinner igennem i højere grad, end det vanligt gør i deathcore. Dog skal man som lytter ikke forvente en revolution af genren, men der er små elementer hist og her, eksempelvis introen på nummeret ”Black Earth”, der lyder som noget, Black Sabbath kunne have lavet, og som på en eller anden måde skubber lidt til de gængse rammer.

EP’en åbner med titelnummeret ”Dark Dimension”, der også er udgivelsens mest stilrene sang. En solid omgang deathcore, hvor inspirationen fra blandt andet Thy Art Is Murder er til at tage at føle på, dog uden at det bliver et plagiat. Alle sangene på Dark Dimension hænger sammen, så hvis udgivelsen lyttes igennem fra start til slut, virker det som én lang sang med nogle lidt sjove overgange, når numrene skifter. Et eksempel kunne være overgangen mellem skæring to og tre, hvor det relativt hurtige ”In the Midst of Flame” langsomt kører ned i tempo mod slutningen af nummeret, inden tempoet igen sættes op i begyndelsen af ”Black Earth”. Det fungerer ret godt, og efter min mening kommer pladen bedst til sin ret, hvis den høres ud i et. Et andet eksempel kunne være det stykke med pompøs klassisk musik, der skiller skæringerne ”Fury as Savage” og ”Nothing Ends” fra hinanden. Når man zapper mellem sangene, virker dette stykke en smule malplaceret, men i sammenhæng fungerer det.

Men træerne vokser ikke helt op til himmelen for Loss of Infection. For selvom det er godt håndværk, og numrene fungerer godt i en sammenhæng, så bliver jeg som lytter ikke blæst bagover eller overrasket. Blandingen af elementer fra ovennævnte genrer fungerer, men heller ikke mere end det, da flere af elementerne er noget, vi har hørt før. Bandet har uden tvivl et potentiale, og EP’en er forhåbentlig ikke det sidste, vi hører fra deres side. Men hvis vi skal helt op på omgangshøjde med eksempelvis Thy Art Is Murder, skal der fortsat arbejdes hårdt.

Revolutionen udebliver, men potentialet er der

Loss of Infection har uden tvivl været et glædeligt bekendtskab, og forhåbentlig opnår bandet den succes, der skal til, for at de kan fortsætte deres udvikling. Men som det allerede er blevet nævnt, så er der et stykke vej endnu. Der er point for at blande genrer, uden at det bliver søgt. Ligesom der er point for at lave en udgivelse, der skal høres ud i et. Men der mangler stadigvæk lidt i forhold til at skabe sit helt eget udtryk, så man som lytter ikke er i tvivl om, hvem man lytter til. Men natten er fortsat ung for Loss of Infection, og jeg hverken tror eller håber, at Dark Dimension bliver det sidste, vi har hørt til den sydkoreanske kvartet.