Gøteborg ligger i Polen, i Polen!
For 20 år siden led vi alle under Nephews rædderlige landeplage, “Mexico ligger i Spanien” – et udsagn om, at Kvamm & Co. næppe hørte ret meget efter i geografitimerne. Efter at have brugt tid på at bearbejde Lömsks debutplade, Act II – Of Iron and Blood, må jeg konkludere, at Gøteborg ligger i Polen.
Misantropisk midt-tempo
Lömsk består af fem herrer, der alle har militærrelaterede pseudonymer som Kaptajnen og Majoren, og de sætter i løbet af albummets spilletid en stor fed streg under, at det kan da godt være, at Sverige har produceret weltklasse black metal i snart 40 år, men det vil de da blæse højt og flot på. Dissection, Lord Belial, Bathory og Marduk kan da tilsyneladende alle rende og hoppe: Mgla er det nye sort! Det er egentlig dybt fascinerende, hvor mange bands der efterhånden er opstået, som alle dyrker eller kopierer den lyd, som netop det polske orkester har lavet. Ikke at der er noget i vejen med Mgła. Men når man tænker på, at de snart kan fejre 30-års jubilæum og kun har bedrevet fire skiver i løbet af den tid, så er det da imponerende, at de har fået så mange kopister rendende efter sig. Så medmindre man aldrig har hørt Mgła– eller et af de mange andre bands, der emulerer den lyd, som eksempelvis Groza – ja, så er der absolut intet nyt at komme efter på Act II – Of Iron and Blood.
Jovist, de spiller da fint, og pladen lyder skam også rigtigt fint, men der er altså bare en fin grænse mellem det at være inspireret af noget og så at kopiere noget. Jeg skal da blankt indrømme, at Lömsk befinder sig noget tættere på at være ovre i kopilejren end i inspirationslejren. Alt det til trods, så er der nu nogle ganske fine momenter på albummet. Min personlige favorit må være omkvædet samt outrosektionen i “Requiem of Fire”, hvor Løjtnanten brøler 'Fire!' efterfulgt at geværsalver. Det er super-duper plat, men det er også ret fedt, for der er bare noget ved skud og eksplosioner, der får ens abehjerne til at hoppe og danse.
Men overordnet set, så er det største problem med albummet her ikke så meget, at det lyder som noget, man har hørt før. Nej, det er, at samtlige numre (minus de to totalt ligegyldige instrumentelle numre) lyder utroligt ens. De kører alle i samme midt-tempo og opererer stort set efter samme model i forhold til både guitarriffs- og trommerytmer. Sat på spidsen, har man hørt ét Lömsk-nummer, har man hørt dem alle.
Kom nu ud af den slipstrøm!
Så ud over at jeg savner originale ideer, savner jeg tempo, variation og ærlig talt kant. Jeg siger ikke, at musikken er simpel, men det er nu engang markant nemmere at lægge sig i slipstrømmen og følge andres succes end at prøve at yde en reel indsats selv.
Lömsk er ikke dårligere musikere, og ej heller er Act II – Of Blood and Iron en dårlig plade. Den fejler sådan helt overordnet ikke spor, og igen, der er masser af fine aspekter og momenter her og der. Men slutresultatet har altså for mange fejl og mangler til, at det for alvor er værd at skrive hjem om.