25-ÅRS JUBILÆUMSANMELDELSE: Fra benhårde bøller til bøvede badedyr
Denne tekst er oprindeligt oprettet som et blog-indlæg af Lasse Jacobsen i juni 2019. Nu opdateret i forbindelse med Heavymetal.dks 25-års jubilæum her i 2024
Dengang nu metal var det nye sort
Mine damer og herrer, vi kommer ikke udenom det. Man kan ikke, som vi gør her på redaktionen, rette blikket tilbage mod 1999 uden at omtale minimum ét nu metal-album. Så er I advaret. Klik hellere væk, hvis I føler jer skræmt, for nu bliver det lidt grimt.
Grimt som 1990’erne, der i sandhed var et sært årti for metal. Store etablerede navne blev overhalet indenom af grunge og tyggegummipop, pladeselskaber med tunge tegnebøger blev taget med bukserne nede, og generelt måtte store dele af musikbranchen famle i blinde i håb om at finde gemt guld. Men, men, blind høne finder også ... Korn (pun very much intended). Både musikere og branchefolk så et potentiale, i hvad der senere skulle blive kendt som nu metal. Anført af den amerikanske kvintet med den traumatiserede bedemandslærling Jonathan Davis i front havde de med deres indadvendte selvransagelse og bitterhed samt nedstemte instrumenter, hiphop-rytmer og Adidas-træningsdrager givet verden en forsmag på en subgenre, der hurtigt skulle gå hen og blive ganske populær. Og et af de bands, der hurtigt skaffede sig opmærksomhed senere i 90’erne, var fem flabede fyre fra Florida – Limp Bizkit.
“Det var jo en anden tid, min dreng ...”
I juni 1999 udgav Limp Bizkit deres anden langspiller, Significant Other, som hurtigt blev en kæmpe succes og bandets helt store gennembrud. Efter forgængeren, Three Dollar Bill, Y’all, var det en helt konkret beslutning fra både band og management, at det nye album ikke skulle være en gentagelse. Der skulle tænkes i nye retninger, og bandet skulle sætte sit helt eget præg på den nye bølge af heavy-møder-hiphop, så man ikke umiddelbart blev smidt i samme bås som Korn. Første skridt på vejen var at hyre Pantera-producer Terry Date til at sidde bag knapperne, og derudover hev man også fat i nu afdøde Scott Weiland, så frontmand Fred Durst kunne få coachet sin vokal. Andet skridt var, at de, i skarp kontrast til Korn, skulle være udadvendte og direkte i deres udtryk og samtidig invitere til fest og ballade frem for kollektiv sump. Resultatet blev 15 skæringer, der dengang revolutionerede genren. Hovedsageligt “Nookie”, “Rearranged”, “Nobody Like You” og ikke mindst megahittet “Break Stuff” tog verden med storm. Og tag det fra en, der gik i gymnasiet dengang og gjorde alt for at være sej blandt de seje; alle ville være lige så badass som Fred Durst! Med sin no bull shit-attitude, det lille fipskæg og sin bagvendte røde Yankees-kasket var vi en hel del, der endelig fik et passende idol. Durst var ikke et indadvendt tudefjæs gemt bag skovmandsskjorte eller dreadlocks. Niks, han var fandenivoldsk og sagde, hvad der passede ham, mens han bandede og svovlede sig igennem en tid, hvor “Parental Advisory” rent faktisk betød noget. Bag Durst var resten af bandet. Den altid bodypaintede guitarist Wes Borland og den utrolig dynamiske trommeslager John Otto var ophavsmænd til den uforlignelige energi, bandet blev kendt for. Og glem ej den dygtige Sam Rivers på bas samt tidligere House Of Pain-pladevender DJ Lethal. De var næsten det perfekte band, og betydningen af deres tilstedeværelse på den store scene må på ingen måde underkendes.
Man skulle nok have været der
Træerne vokser dog som bekendt ikke ind i himlen, men selvom det var tæt på, gjorde de det heller ikke for Limp Bizkit. Tiden løb simpelthen fra dem. Bevares, de havde også pæn succes med tredje album, Chocolate Starfish and the Hot Dog Flavoured Water, plus et gigantisk hit med det gamle The Who-nummer “Behind Blue Eyes”, men langtidsholdbare var de ikke.
Med nutidens øjne synes Significant Other i bedste fald som sjov nostalgi, men nok mest af alt som bøvet og dumt. Det er faktisk kun de få ovennævnte numre, der bærer albummet, og resten af pladens sange er på ingen måde blevet bedre med tiden.
Significant Other fremstår i dag som et næsten komisk album på en del områder og ender med i manges bevidsthed at stå tilbage som nu metallens røvballe-rock fra Bilka. Primitivt, uden effekt og med nutidig relevans som en hulkortmaskine. Vi må anerkende og respektere, hvad albummet kunne i 1999, og dengang havde det helt sikkert scoret mindst otte kranier her på siden. Med nutidens briller dog kun det halve.
Ønsker du at fordybe dig yderligere i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores 1999-playliste på Spotify:
https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14
