Karen Dió

Discountversionen af Ramona Flowers åbnede ballet med kraftesløse knytnæver i vejret. Jeg troede ellers, at vi en gang for alle havde begravet den misogyne Manic-Pixie-Dream-Girl-arketype, men nu stod hun alligevel lige der på scenen og snublede over ordene. Hvis man var venlig, kunne man give trøstepoint for at være så ungt et band, men det er jeg ikke. I enkelte glimt kunne man skimte inspirationen fra ellers glimrende Girl School bag bandets musik, men desværre formåede de ikke at genskabe deres energi. Vokalen havde kun én, hæs tone i sig, og guitaristen kludrede rundt i riffene som en skæv kat i et garnnøgle. Chappell Roan var blevet godt og grundigt fornærmet over det tonedøve cover, som Dió fremstammede. Havde bandet overhovedet øvet sangene sammen inden showet? Det virkede i al fald ubehjælpsomt, uengageret og uforberedt. Scott Pilgrims Sex-Bob-Omb burde forblive i fiktionens verden, for udført i virkeligheden virkede det mest som spild af tid og hørelse.

3/10

BONES

Skrrt, skrrt, så er det tid til mumblerap. Sangene smeltede sammen til et klistret konglomerat af en teenageagtig tyggegummiklump. Bassen var hårdtslående, elektronisk og uden nogen form for variation. Bandet indebar et brat stilskifte fra det tidligere band, og genrerepræsentationerne i lineuppet fremstod lige så sammenhængende som en skilt bearnaisesovs. Bandet virkede ikke et sekund i tvivl om, at de var de sejeste børn i gadekæret, og frembar sig selv uden en trevl af selvironi. Men med en reference til et gammelt meme så det bare slet ikke sejt ud. Bandets musikalske profil var lige så stram som elastikken i 90’ernes baggy bukser, der hang nede ved haserne. Salen var stadig halvtom, og selvom det fremmødte publikum forsøgte at feste, virkede størstedelen lamslåede over, hvad bandet lavede på scenen. Ligesom nullernes optegnede øjenbryn og bruncreme bliver mumblerap nok i fremtiden noget, som man ser tilbage på med nostalgisk græmmelse, hvis det da ikke går lykkeligt i glemmebogen.

2/10

N8NOFACE

Man får næsten piskesmæld af de mange skift mellem genrer i opvarmningsbandene. “Opvamning” er i dette tilfælde nok et for stærkt ord, for stemningen blev i højere grad afkølet. “Kan det blive værre”, tænkte man konstant, og svaret vedblev utroligt nok at være: “Ja, det kan det”. N8noface mindede på trods af medlemmernes alder om Sex Pistols fra alderdomshjemmet. Vokalen var damptromleflad, for vokalisten havde kun én tone i livet, og den var ikke særligt velklingende. De instrumentale elementer fremstod som en muddled pærevælling, som de jo velsagtens kan servere på det rockede plejehjem. 

Hvis det her skal forestille moderne punkrock, har den da for alvor mistet sin brod (heldigvis viser bands som Wargasm, at punk ikke er helt død endnu). Forsangeren tonsede rundt på scenen, men formåede ikke at kanalisere sin ukuelige energi ud i musikken. Der var drøn på både synth og trommer, men festen kom aldrig ud over scenekanten.

2/10

ECCA VANDAL

Først var det discountversionen af Ramona Flowers, og nu har vi igen fået fint besøg, denne gang af en rocket Cardi B fra Aldi (rip). Bandet udgjorde fjerde del af en lang og lidelsesfuld aften. Flere af sangene var dansevenlige hits for de rytmeforvirrede med to venstrefødder. Ecca Vandal stillede sig hurtigt i rækken af ubehjælpsomme sangere uden det store stemmeomfang. Man kedede sig hurtigt over den manglende musikalske progression og ville helst bare hjem. Måske er bookingen af bandet et forsøg på at virke ung med de unge og med på noderne, men det hjælper ikke noget, når de noder er så forvrængede. Hvis bandet havde en musikalsk agenda, var den kun åbenbar for dem selv. Det er dejligt med flere kvinder på programmet, men Limp Bizkit har formatet til at inkludere artister af højere kvalitet end dette. I stedet for at sætte gang i festen tog bandet mest af alt pusten fra salen, i en sådan grad at lungerne hang som slatne balloner, der ikke længere kan lette i luften.

2/10

Limp Bizkit

Det er bare en af de dage. Man hælder kaffen ned ad den nystrøgne hvide silkeskjorte, cyklens fordæk er fladt, og Bente fra kontoret vil ikke tie stille om sin nyfundne glæde ved vinterbadning. En træls tychobrahesdag, hvor intet lykkes. Man har mest af alt bare lyst til at smadre ting. Men det må man jo ikke, så man må nøjes med at tage i pitten til Limp Bizkit til en omgang gensidig smadring. Limp Bizkit var så klar til at rive Royal Arena ned, at de spillede “Break Stuff” to gange. Gentagelsen af monsterhittet til trods var der langt fra bandets energi på Copenhell i 2024 til aftenens koncert. Det band, der førhen kunne skabe så rasende en energi hos publikum, at det fik fatale følger ved Woodstock i 1999, vækkede højst den overnævnte hverdagsvrede. I stedet for at smadre hele verden sparkede man makslidt til et bordben og fortrød det straks efter. 

Alle de seje typer er blevet fædre. Sådan går det, og det er kun naturligt at miste en del af sin ungdoms vrede med årene. Fred Durst er blevet gammel og har udskiftet den røde, omvendte kasket med en gråsprængt afro. Hans ansigtsudtryk virkede under store dele af koncerten lidt træt og uinteresseret. Det er svært ikke at moshe med, når Limp Bizkit gennemspiller alle de bedste hits i diskografien, men der manglede det ekstra krydderi. Bandet havde taget deres egen lydmand med, men næste gang må de gerne lade vedkommende blive hjemme, for lyden var meget muddled. Arenaen er kendt for sin noget haltende lyd, og i aften virkede det generelt, som om der ikke var skruet højt nok op for forstærkerne. Til sidst spillede de brudstykker af både Metallica og Slayer, men coverbidderne var så små, at man næsten ikke nåede at tygge på dem, og det virkede som unødigt fyld. I stedet for at spille ”Break Stuff” to gange kunne de have fokuseret på flere nyere numre fra albummet Still Sucks, der har flere gode sange. Guitaristen Wes Borland lignede mest af alt en papegøje i sit spraglede outfit, der overskinnede Riff Raffs LED-outfit. Ligesom en god omgang pasta med flødesovs er det svært at ødelægge Limp Bizkits sange, og selvom oplevelsen aldrig højnede sig fra mac ’n’ cheese til carbonara, så mættede koncerten den nostalgiske 90’er-mave. Mens jeg skrabede begge knæ til blods ved at hoppe mod bølgebryderen af begejstring til Copenhell, blev det denne gang blot til et par blå mærker. Man ville gerne være blevet mere gennemsmadret, men det virker, som om Limp Bizkit er gået fra “break stuff” til “just push stuff around a bit”.

6/10