Vinylbanner
Late Night Venture spiller koncert i Stairway, Vanløse .
Late Night Venture - Subcosmos

Subcosmos

Udkom

Type:Album
Genrer:Post-metal, Doom metal
Spilletid:48:22
Antal numre:7

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

”Postmetal, psychedelic, spacemetal, doommetal, post rock”

Det bliver sværere og sværere som kunstner at definere sin kunst. For det første er det ikke dem, der afgør, om det er kunst eller ej. For det andet er grænserne for genrer – nye såvel som gamle – langt mere flydende, og det stiller som oftest en små-autistisk metalfan i en prekær situation, når intet længere passer ned i kasserne. Derfor måtte denne på spektret anmelder holde tungen lige i munden i præsentationsrunden, for der er efterhånden flere subgenrer end kønsidentiteter, og på Subcosmos er der næsten frit valg på alle hylder.

En giftig regnbue

Pladen åbner med en distinkt doomy lyd, som minder om en skrabet udgave af det tidlige Callisto, og kombineres med noget riffing med så meget loop på, at det næsten lyder tegneserieagtigt. Det psykedeliske element, jeg er blevet lovet, gemmer sig i baggrunden på pladens første nummer, og medmindre man hårdnakket fornægter al elektronisk indflydelse, så er der ikke meget at blive fornærmet over her. På den efterfølgende ”Bloodlines” er guitaren ulden, deres riffs er fodslæbende, og vokalen er rusten som mine scoreevner. Peter Steele har tydeligvis inspireret forsangeren, men denne er absolut bedst, når han bare lyder som sig selv. Soloen riffer løs i en tom lagerhal, og det giver en fin kontrast til den øvrige stil, der bliver lagt for dagen. Diskrete lydeffekter tilføjer et små-spacy element, og outroen minder om White Zombies ”Super Charger Heaven” – beklageligvis fremstår det mest som en hastigt tilføjet enhed for at skille sig lidt ud, og jeg mangler 100 % dedikation til det elektroniske element. ”2630” lægger hårdt ud med at være en kakofonisk ørebæ, der heldigvis ender i noget, der bedst kan beskrives som psykedelisk doom. Vokalarbejdet opvejer tendenserne til at eftergøre Peter Steele, og de forvrængede elektroniske virkemidler kommer endelig til deres ret her.

Ingen plade uden et intermezzo. ”Desolate Shelter” er pladens korteste nummer på lige knap fire et halvt minut. Her skinner arven fra Callisto for alvor igennem; det går langsomt, det er dystert, og den let fraserende  kvindestemme giver nummeret et drømmende skær. Den står i smuk kontrast til forsangerens hæse råb og skaber en dynamik, jeg har savnet op til nu. Simpliciteten sparker resten af pladen i gang, og titelnummeret ”Subcosmos” er et paranoidt, psykedelisk mareridt, der minder om Pink Floyd. Der er ikke de store emotionelle udsving her, men jeg sætter pris på tyngden i kompositionerne. Der bliver farvet HELT ud til kanten, i grå og sepiatoner, med et manisk skær af unaturlige farver, som regnbueskæret i en oliepøl. ”No One Fought” understreger med de hæse skrig, at vokalisten har den perfekte stemme til denne musik. Jeg mangler vitterligt bare jazzen, så er det her Callisto. Og DET kan jeg godt lide. De diskrete melodier, der bliver pakket ind i rundgange, riffs og masser af distortion giver vores ører noget at tygge på, men desværre går det lidt for meget i cirkler og bliver så anonymt, at jeg to gange ikke opdagede, at nummeret sluttede. Det kan selvfølgelig også tilskrives en til UG udført glidende overgang, og pladens sidste, og længste, nummer, ”No Burning Ground”, er absolut pladens bedste. Rent musikalsk er der langt flere påtrængende perioder, og jeg sidder tilbage og ønsker mere af deres højere tempo, da der godt kan være passager, der er en smule for lange i forhold til deres ønskede effekt. Den halsbetændelse, der har huseret på albummet, bliver afløst af en klar røst, og hvad der end måtte have været af underbevidst tilbageholdenhed bliver kastet overbord til fordel for et gåsehudsfremkaldende udbrud, der strengt taget lyder, som om det ikke er af et menneskes strube. Før nummeret klinger endeligt ud, hører vi et tog forlade perronen, og det er op til dig som lytter at samle stumperne sammen til et billede, du kan bruge resten af dagen på at fortolke.

En plade man kan være stolt af

LVN har lavet musik i 13 år. Der er massiv forskel på debuten og Subcosmos. På debuten er det psykedeliske element mindre ildevarslende, og musikken er mere poppet. I 2012 tillagde de sig en mere spacy lyd, og Pioneers of Spaceflight er nærmest opløftende. Den nuværende forsanger kom til i 2014, og i 2015 udkom Tychonian, der varslede nye og dystre vinde. Subcosmos er en glimrende krone på værket for et band, der har haft tid til at udvikle sig organisk og finde et udtryk, der passer dem. Eftersom indholdet er lidt specielt, skal man virkelig holde af genrerne for at kunne se fidusen i det, og det kræver, at man sætter sig ind i musikken, for der er helt sikkert noget at komme efter, forudsat du sætter pris på post-det meste. Kan man se bort fra de lidt for lange kunstpauser, så har du i Subcosmos en plade, der oser af stemning.

 

Tracklist

  1. 2630
  2. Bloodlines
  3. Desolate Shelter
  4. Far From the Light
  5. No Burning Ground
  6. No One Fought
  7. Subcosmos
Metalvinyl

Tilføj kommentar