Krypts - Cadaver Circulation

Cadaver Circulation

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Af og til kan man godt dømme en bog på omslaget

Tager man et hurtigt kig på finske Krypts’ logo, albumcover og -titler tegner der sig et ganske præcist billede af, hvilket band vi har med at gøre. Logoet består af semiulæselige bogstaver, formet som blod-eller-anden-væskedryppende tentakler. Kombineret med albumcovers, der afbilleder kosmiske vanskabninger og landskaber skabt af for længst glemte guder – og ikke at forglemme album- og sangtitler som Remnants of Expansion, ”Dormancy of the Ancients” og ”The Withering Titan” – har man med det samme tanken, at Krypt spiller mørk og dyster dødsmetal inspireret af H.P. Lovecraft, hvilket absolut ikke er helt ved siden af. Bandet er klar med deres tredje skive Cadaver Circulation, og ud fra titlen at dømme tyder det på, at tema og lyd i den grad er bibeholdt.

Mørk, dyster og slimet ondskab

Sammenligner man Cadaver Circulation med bandets to forrige plader, er det meget tydeligt, at Krypts har fundet deres lyd. Debuten Unending Degradation var mere lige ud af landevejen dødsmetal, men på efterfølgeren Remnants of Expansion havde lydbilledet fået en noget mere mørk stemning med flere doomy passager. Man skal ikke langt ind i åbningsnummeret ”Sinking Transient Waters” for at finde ud af, at det er, hvad man kan kalde mørk kosmisk dødsmetal, der igen stiftes bekendtskab med. Temaerne er der dog ikke blevet pillet meget ved, det er stadig Lovecrafts afskyelige univers, sindets inderste mørke afkroge og universets yderste, der tages under kærlig behandling.

Netop kombination af bandets buldrende dødsmetal og de langsommere mere doomy elementer er, hvad der får Krypts og Cadaver Circulation til virkelig at fungere. De dystre guitarer fungerer nærmest som tentakler, der trækker lytteren ned i dybet til lyden af buldrende torden fra trommer og bas. Perfekt akkompagneret af Antti Kotirantas afmagtsbrøl, der fuldender billedet og giver lytteren følelsen af at stå blandt R’lyehs mareridtsindgydende arkitektur, hvor Cthulhu venter død men drømmer. At pladen lægger ud med et af tre længere hovednumre, førnævnte ”Sinking Transient Waters”, gør, at der fra start opbygges denne uhyggelige og mørke atmosfære, som præger hele albummet. Andet nummer, ”The Reek of Loss” sørger for at bibeholde denne stemning, inden vi rammer det næste hovednummer, ”Echoes Emanate Forms”, der forstærker den. Dette gør sig også gældende, inden albummet afsluttes med det tredje hovednummer, ”Circling the Between”.

Det eneste problem med Cadaver Circulation er længden. Pladen er kun 37 minutter lang fordelt over seks sange. Dette matcher fint bagkataloget, men da Krypts gør sig i den mere stemningsfyldte og doomy dødsmetal, kunne det have været lækkert med 45 minutter, at alle numre fik god tid til at udvikle sig, og at det ikke kun var særligt udvalgte. Det er fint med numre, der bare skal holde niveauet, men når Krypts viser, de kan mere end det, så burde de også gøre det.

Kosmisk rejsesoundtrack

Mit problem kan man dog til dels kalde et luksusproblem. Cadaver Circulation er et veludført album, der fungerer perfekt som soundtrack til en rejse ud i kosmisk horror. Hvad enten det er ned under Antarktis, til hvad isen gemmer af rædsler, eller på en rejse til en skjult drømmeverden, hvor gamle guder regerer, så har Krypts, hvad du har brug for.

Tracklist

  1. Sinking Transient Waters
  2. The Reek of Loss
  3. Echoes Emanate Forms
  4. Mycelium
  5. Vanishing
  6. Cicling the Between