Et uundgåeligt kraftcenter
Når vi taler om moderne hardcorebands, er det umuligt at komme udenom Knocked Loose. Med deres kompromisløse lyd og vrede energi har bandet fra Oldham County, Kentucky cementeret deres plads som en af de mest markante aktører på scenen. Siden de udgav deres eksplosive debutalbum, Laugh Tracks, for otte år siden, har det taget fart for bandet, der blandt andet spillede på den californiske festival Coachella sidste år. Med Bryan Garris’ intense vokal og bandets dynamiske riffs og brutale breakdowns rammer musikken som et knytnæveslag. Derfor kommer det heller ikke som en overraskelse, at You Won’t Go Before You’re Supposed To er en af de mest hypede metalalbumudgivelser i år!
Et gyserfilmssoundtrack?
Knocked Loose er som sagt kendt for deres brug af intense breakdowns, og denne plade er ingen undtagelse. Pladens ti numre stormer forbi på 27 minutters i en kaotisk tumult. “Thirst” er en angstfremkaldende begynder. Den dystre ambience og lyden af metalgenstande, der bliver slået mod hinanden, skaber en ildevarslende atmosfære. Efterfulgt af en eksplosivitet og kaos fra de hamrende trommer og Bryan Garris' genkendelige skrig, hvilket giver Converge- og Norma Gene-vibes. Nummerets volumen og intensitet sætter rammen for resten af pladen, på trods af at det ikke er det mest ørehængende nummer. Et af de mest fremtrædende numre på pladen er “Suffocate”. Gæsteoptrædenen fra den amerikanske singer-songwriter Poppy er genial, og udnyttelsen af hendes vokal føjer en dybde til et allerede dynamisk nummer. Den dystre spoken words-passage, der efterfølges af dissonante guitardele, lyder som noget fra en gyserfilmstrailer. Afslutningsvis flyder trommerne over i et reggaeton-groove, som binder det hele sammen. “Don’t Reach for Me” har den her halsbrækkende transition ind i den meget hurtige “Moss Covers All”, der på under et minut bevæger sig gennem et udbrud af lyd og samtidig formår at flette et par breakdowns ind. De rene toner fra guitaren kombineret med rumklangen giver en ubehagelig og hjemsøgende effekt. Man kan virkelig fornemme, at Knocked Loose har eksperimenteret på den her plade, og det fungerer rigtig godt. Guitararpeggioen, nummeret slutter med, transitionerer over i “Take Me Home”, der leverer et storslået antibreakdown-element i slutningen. Desuden lyder det, som om Bryan Garris’ flår sine stemmebånd i stykker for hvert skrig, hvilket forstærker intensiteten af teksterne.
En harmonisk suite af metalcore og hardcore
Samlet set er Knocked Looses tredje studiealbum en imponerende udgivelse, der på ingen måde skuffer. Albummet flyder sømløst fra nummer til nummer og føles som en sammenhængende suite af metalcore og hardcore, der arbejder i harmoni. Hvert nummer på pladen bidrager til dets intensitet og mangfoldighed. Kombineret med Bryan Garris’ vanvittige vokal er det en intens, eksperimentel og mindeværdig udgivelse, der viser bandets evne til at lave kraftfuld musik. Og med en ideel længde på 27 minutter overstiger det ikke sin velkomst.
