Ikke skue hunden på hårene, men …

Man siger jo, at man ikke skal skue hunden på hårene. Men kombinationen af bandnavn, albumtitel samt albummets coverart taler nu alligevel for sig selv i en sådan grad, at selv hvis man ikke kender dette norske orkester, så leverer denne uhellige treenighed al den info, man overhovedet behøver. Vi snakker ganske åbenlyst, ægte, ufortyndet norsk black metal anno 1994 med alt, hvad det indebærer. Trods det faktum at bandet dels kan fejre sit 20-års jubilæum, dels består af en række kendte medlemmer fra blandt andet Dødheimsgard og Carpathian Forest, så har vi, her på heavymetal.dk, endnu aldrig anmeldt Kirkebrann – det tætteste, vi kommer, er, da jeg, ganske hurtigt, nævnte den split, de lavede med Visegard i 2021. Dette skyldes dog nok, at ser man bort fra debutudgivelsen Når alt dør fra 2013, så har de ikke udgivet andet end diverse singler og, ja, splits siden da. Men nu er d’herrer simpelthen klar med album nummer to, så lad os da se, om det er genial eller generisk norsk black metal, som vi har hørt det 666 gange før.

Kluntet charme

Mot Trellenes Forfall… er lidt af en moppedreng med hele 13 numre. Men ved nærmere undersøgelse opdager man hurtigt, at en del af numrene er færdigpolerede udgaver af tidligere udgivne numre, eksempelvis ”Parasittenes planet” og ”En slaves frihet”, som begge blev udgivet på singlen De som venter… fra 2018. Så Mot Trellenes Forfall… er lige så meget et opsamlingsværk som et reelt nyt værk. Det giver vel egentlig også mening, når nu man drypvist har udgivet singler mere eller mindre nonstop i lidt over ti år. Problemet er dog, at det faktum, at noget af materialet er betydeligt ældre end det resterende, gør, at det endelige produkt fremstår en kende upoleret – og ikke på den norske, trve måde, men på den måde, at man simpelthen kan høre, at nogle numre er bedre skrevet end andre, da de involverede parter er blevet bedre musikere med tiden. Så nok fremstår albummet her en my kluntet nu og da, og det er da heller ikke det mest innovative værk til dato, men til gengæld er det et møghamrende charmerende værk. Man kan ikke gøre andet end at elske det Celtic Frost-influerede nummer ”Tårer av Sand, et Liv i Grus”. Generelt er det umuligt ikke at blive lidt varm om hjertet, hver gang Jens ”Draug” Sevik udbryder et Tom Warrior-”ugh!” – noget, han heldigvis tit gør i løbet af de tre kvarter, som pladen varer. Ligeså er ”Malstrøm”s forsøg på at lave et barokriff utroligt charmerende, om end det ikke er helt vellykket. Og hvem end, der mente, at ”Nattevred” skulle starte med en jødeharpesolo, skal have en form for honorar; det er simpelthen skønt og giver albummet et skud Enslaved, som man ikke vidste, man trængte til, før man fik det serveret. Det er dog, desværre, langt fra alle numre, der er lige charmerende, sjove eller spændende – eksempelvis er ”Den som Hater” et komplet ligegyldigt indslag, der blot fylder op på et album, der i forvejen er proppet til bristepunktet.

Hjerte rimer på smerte

”Hjerte” er muligvis det bedste ord, der kan bruges til at beskrive Mot Trellenes Forfall…, for dét her værk er en hyldest til genren; det er én lang romantisk ode dedikeret til corpsepaint, nitter og sort-hvid-fotos med lysestager. Det er en tribut til hele den norske scene, og igennem albummets 13 numre kan man sidde at dissekere hvert enkelt nummer og konkludere præcis, hvilket band og hvilken æra det er dedikeret til. Bagsiden af medaljen bliver dog, at Kirkebrann derfor mestendels fremstår som et coverband, der spiller større og mere kendte bands’ uudgivne singler. Dette, kombineret med alt for mange numre, hvoraf mange er mere eller mindre ligegyldige, er med til at trække denne ellers så hjertevarme udgivelse ned – desværre.