10 black metal-udgivelser fra 2021, som vi ikke fik anmeldt

Black-black!

Så mange album, så lidt tid!

Der vil altid ske det dybt tragiske, at der vil være albums – store som små – der slipper under radaren og derfor ikke får den opmærksomhed samt anerkendelse, som de ellers fortjener. Selv jeg, der ellers har gjort en dyd af at anmelde alt, hvad jeg kunne få mine klør i, må erkende, at de følgende ti udgivelser undgik mit falkeblik – hvilket der nu skal rettes op på. Nedenstående liste består af ti nøje udvalgte black metal-udgivelser, som jeg har nydt i løbet af året, men simpelthen ikke fået anmeldt. Rækkefølgen er tilfældig, så det skal ikke forstås således, at Aara er bedre end Zmarlym, blot fordi den er længere oppe på listen.

1: Aara – Triade I: Eos

Den schweiziske trio Aara er et ret nyt navn. De udkom med en debut i 2019, og siden da har de haft fart på. I 2020 udgav det de det mageløse album En Ergô Einai (som vi også overså – undskyld Aara!), og nu er de simpelthen i gang med noget som ambitiøst som en albumtrilogi. Rent musikalsk har vi ikke fat i det mest originale nogensinde, for Aara spiller noget så klassisk som ”atmosfærisk black metal”, en genre der ikke just er mager eller overset, men alligevel formår de at tilføje den ellers så dystre og melankolske lyd med stærke elementer af katarsis – hvilket er med til at give albummet en utrolig helstøbt lyd. Jeg er derfor utrolig spændt på kapitel to af denne trilogi, som jeg lover, jeg nok skal anmelde!

2: Nordjevel – Fenriir

Fra schweizisk atmo-black til norsk black ‘n’ roll, Nordjevel har siden debuten fra 2016 bevist, at de absolut ikke gider noget pis – folk skal bare have tæsk og Satan! Trods det faktum at titelnummeret fra EP’en her er et af de numre, jeg har hørt mest igennem 2021, fik jeg aldrig anmeldt selve værket – hvilket der skal rettes op på nu. Man siger ganske vist, man ikke skal dømme en bog på dets omslag, men når det kommer til Fenriir, så er det helt okay, for EP’ens cover siger alt, hvad man behøver vide om musikken. Musikken er rasende og fandenivoldsk, men trods den stærke dunst af anden bølge black metal er der stadig plads til masser og masser af knogleknusende guitarriffs, der blot understreger, at Nordjevel ikke tager nogen gidsler.

3: Kirkebrann/Visegard – Kirkegard

Jeg har faktisk aldrig før anmeldt en såkaldt ”splitudgivelse”, og jeg kan ikke huske, at det er noget, vi har gjort før på Heavymetal.dk. Ikke desto mindre er Kirkegard nu engang en splitudgivelse, og artisterne bag værket er de to norske bands Kirkebrann og Visegard. Ligesom Nordjevel er der absolut ingen nytænkning eller musikalske dikkedarer at spore, det er rendyrket, ondsindet black metal, som vi kender – og elsker – det, men hvis man forventede andet af et band, der hedder Kirkebrann, ja, så skal man måske søge en form for professionel hjælp. Udgivelsen er delt 50-50, således at hvert band har proppet seks numre ind uden nogen form for overgang, så hvis man er uopmærksom, opdager man måske ikke helt, hvornår hvilket band spiller, selvom Visegard måske har en lidt mere melodisk tilgang end Kirkebrann.

4: Negură Bunget – Zău

Trods det faktum at vi tidligere har anmeldt Negură Bunget, så missede vi simpelthen bandets nyeste og sidste udgivelse. Det rumænske band er svært at beskrive i dette format, for ulig for eksempel Nordjevel og Kirkebrann, så er der intet traditionelt eller standardiseret over Negură Bunget. Her er black metallen konstant omringet og omgivet af fuglekvidder, panfløjter samt lyden af vind og vejr, ergo er vi ude en progressiv samt folk-inspireret omgang black metal. På mange måder er Zău mere en følelse og en stemning end et musikalsk værk, for musikken taler virkelig til en dybt begravet urkraft i os mennesker, derudover skal Zău også forstås som bandets afslutning og afvikling, da værket er slutningen på den albumtrilogi, de begyndte på tilbage i 2015. Men da bandets leder Negru døde tilbage i 2017, skal Zău forstås både som en afsked til ham og til bandet.

5: The Noctambulant – Hellrazor

Vi forlader Europa for en stund for at drage til Florida, for nu skal vi ofre jomfruer ude i sumpene sammen med amerikanske The Noctambulant. Hellrazor er, ligesom Fenriir, en EP med masser af schwung og rock og rul. Man kan næsten høre, hvordan de store, afdøde bluesmusikere fra selvsamme stat er med til at kanalisere deres melodier ind i The Noctambulant på en sådan måde, at man indimellem kommer til at tænke på Zeal & Ardor, og med sangtitler som ”Blackened Swords of Satan” er der samtidig trukket en meget tydelig parallel til bands som Immortal. Måske det egentlig er den bedste måde at forklare The Noctambulant på, nemlig som ”hvis Immortal var fra USA”. Så hvis du savner både guitarsoloer og klassiske heavyriffs i din black metal, så skal du absolut sætte Hellrazor på anlægget!

6: I Myrkri – Bag Skyggernes Slør

Selvom danske I Myrkri har udgivet musik siden 2019, har vi faktisk kun anmeldt dem én enkelt gang. Det roder vi, næsten, bod på nu. Bag Skyggernes Slør er bandets tredje udgivelse, og den største forskel på den og så debuten, som vi anmeldte, er, at det hele nu foregår på dansk i stedet for på engelsk, og vokalisten er erstattet med Skóggangr – en herre, jeg efterhånden har anmeldt et par gange i år. Det betyder også, at holdet bag I Myrkri nu er det samme hold som Ildskær – ergo en duo, jeg er ganske glad for. Dog er der ikke mange ligheder mellem de to bands udover hjernerne bag, og det faktum at begge bands er black metal. Bag Skyggernes Slør har en iskold og rustik lyd, som får tankerne til at vandre imod 90’ernes Norge, men også de sneklædte granskove fra Finland, og der er både elementer af Darkthrone at spore, men også bands som Behexen. Så selvom at Bag Skyggernes Slør blev udgivet tidligere i år, kunne den nemt have været udgivet tilbage i slutningen af 1990’erne.

7: Craven Idol – Forked Tongues

Vi rejser til England og skruer op for tempoet, for nu skal der thrashes sammen med Craven Idol. Forked Tongues er uden tvivl den mest hårdtslående udgivelse på denne liste, for på intet tidspunkt er der en stille stund, det er 42 minutters voldsorgie i dine øregange. Tænk Marduk, Bölzer, Destroyer 666 og Watain, der ligger i en stor bunke og tæsker hinanden til blods – for det er sådan, Forked Tongues lyder. Ergo er vi ovre en form for black metal, der lægger sig mere op ad proto-black metallens rødder med band som Sodom, Slayer, Hellhammer og Venom – der er ikke megen sne og kulde over Forked Tongues – kun helvedesild og endeløse svovlsøer, så langt øjet rækker.

8: Waldgeflüster – Dahoam

Vi forlader Helvedes Syvende Cirkel og tager fluks ud i skoven sammen med tyske Waldgeflüster. Her finder du hverken Satan, Lucifer eller Belzebub, derimod finder du alverdens væsner fra den nordeuropæiske og hedenske fortid – der alle boltrer sig i skovens dybe, stille ro. For at understrege netop dette skal det også påpeges, at albummets titel sjovt nok også betyder noget i stil med ”hjemlig hygge”. Musikken er derfor heller ikke specielt aggressiv eller fremadstormende, men meget mere atmosfærisk og meditativ med masser af akustiske passager og diverse naturlyde, som lige så godt kunne være at finde på en New Age-cd fra begyndelsen af 00’erne. Kombinationen får en til at tænke på både Wolves in the Throne Room, men også på skotske Saor, så hvis du mangler lidt meditativ-hygge i din black, så er det bare at gå i gang!

9: Zmarlym – Druga Fala

Okay, okay, okay, nu tager det fart! Druga Fala er polske Zmarlyms debutalbum, og utvivlsomt også den mest moderne fortolkning af black metal på hele denne liste. Der går nemlig ikke mange minutter, før det går op for en, at Zmarlym ikke gider begrænsninger, for de blander rask væk traditionel østeuropæisk black metal med dubstep, edm-musik, hip-hop og rap. Det er en utrolig særegen blanding, og det virker bestemt ikke hver gang, men kæmpe respekt for at tænke så meget ud af boksen, som Zmarlym gør her. Jeg vil vædde på, du aldrig har hørt black metal serveret på den måde, som de her unge polakker serverer det.

10: Këkht Aräkh – Pale Swordsman

Fra noget topmoderne til noget romantisk, old skööl black metal. Alt ved ukrainske Këkht Arëkh og Pale Swordsman skriger ”Norge Anno 1991”. Vi har en vokalist, der kalder sig Crying Orc, vi har albumcoveret med en hvidmalet herre med et sværd, der er et nummer med titlen ”Thorns”, og sådan kunne man blive ved. Pale Swordsman er på alle måder en ultimativ homage til hele den norske scene og alt dens gøren og laden, komplet med den minimalistiske ”necro sound”, den misantropiske og selvhadende lyrik samt den Anne Rice-influerede romantiske fascination af døden.

 

Tilføj kommentar