Ulogisk logik
Polske KIR er et spritnyt band, faktisk så nyt, at de har under 100 følgere på Facebook og ikke engang er oprettet på metal-archives. Den franske albumtitel til trods så spiller KIR præcis det, man kan forvente af et metalband fra Polen, nemlig en hidsig og hård kombination af black og dødsmetal – hvilket er omtrent lige så overraskende, som at vand er vådt.
Med andre ord har KIR valgt at gøre livet svært for sig selv, men hvem ved, selv Behemoth var jo engang en guppyfisk, og originalitet er jo, i sig selv, ikke et salgsargument. Men måske dette alt sammen er et bevidst valg; måske KIR har valgt at lytte til tomrummets kald: L’appel du vide.
Man kan ikke stoppe fremskridtet, men man skal også kravle, før man kan gå
KIR lyder, som jeg allerede har slået fast, som polsk metal. Det er utroligt nemt at sidde og påpege alle de gange, man kommer til at tænke på Behemoth og Hate. Tag nu bare nummeret ”Eter”, og forsøg at overbevise mig om, at vokalen og guitarriffet ikke er så godt som et plagiat. Bevares, de to herrer bag – Ferment og Harvest (måske de skulle have startet et landbrug og et bryghus i stedet) – prøver da at ryste posen lidt ved at tilføje lidt atmosfærisk lirumlarum og lidt synth-noise, men der skal altså betydeligt mere til, før det bliver en overbevisende omgang. Her kunne de godt tåle at lære fra bands som Kalt Vindur, Mānbryne eller Amalekim, der alle tager den klassiske polske formel og formår at gøre den til deres egen.
Men kritik til trods så er der faktisk ganske udmærkede numre her: ”Znów” og ”Apoptosis” er afgjorte beviser på, at KIR kan noget; de to numre er da bedre end noget, både Hate og Behemoth har lavet de sidste par år – ikke at det nødvendigvis siger ret meget, men alligevel. ”Apoptosis” især gør alt, hvad den kan, for at fange ens opmærksomhed; der er endda strubesang med – hvilket altid er et massivt plus i min bog.
Med andre ord er KIRs største styrke mere et tilfælde, nemlig at de bands, de nærmest parodierer, efterhånden er blevet så magelige, at de ikke rigtigt gider længere, hvilket jo også er ganske naturligt. Det gamle må jo bøje sig for det nye; man kan ikke stoppe fremskridtet.
Blod på tanden og tungen i munden
Der er bestemt potentiale i KIR, men om det potentiale udelukkende er deres egen fortjeneste eller et resultat af held og tilfælde, kan jeg ikke helt lure. Men hvorom alting er, så er det her hverken det værste album eller den værste debut – jeg er stødt på i 2024. Der er bestemt ting, jeg godt kan lide ved det her album, så jeg håber virkeligt, at de to herrer bag holder tungen lige i munden og holder fast i dét, de gør, som virker – og så overvejer at droppe de ting, som ikke rigtigt virker.