Khymera, som består af så "fornemme" medlemmer fra bands som Kansas, Rainbow og Chicago for lige at nævne nogle få, har med denne seneste skæring ikke imponeret til det grænseløse. Det vi har her er ikke andet end et allstar band, som spiller noget gennemført jævnt røvballe musik. Dog må jeg tilstå, selvom jeg ikke er den største beundrer af genren, at gruppen trods alt er godt organiseret, og de formår da også engang imellem at lukke et par gode sange ud. Balladen "Bless A Brand New Angel" kunne da få mine tanker hen på en gammel Kansas klassiker "Dust in the Wind", selvom der på "Bless A Brand New Angel" slet ikke er den samme æstetik og lyrik som på ovennævnte. Stewe Walsh (Kansas) viser da også, at han er skabt af den rette støbning, og der kan da heller ikke herske nogen tvivl om, at manden kan synge. Dog savner jeg til tider lidt mere energi og nerve i både musik og sang, lidt a'la Uriah Heep, og for den sags skyld Rainbow. Summa summarum, Khymera's nye CD er godt gjort, men for mig at se bliver den aldrig noget stort.