Ukendt band, bekendt lyd

Hvis man ikke kender Karg, men bare sidder og lytter, så vil man nok hurtigt sidde med en fornemmelse af, at det lyder umiskendeligt meget som Harakiri for the Sky. Det er ikke så underligt, da bandet vitterligt er vokalisten derfra, J.J.s oprindelige band. Her kalder han sig dog V. Wahntraum, selvom han egentlig hedder han Michael Kogler. Oprindeligt spillede Karg en mere klassisk, centraleuropæisk form for black metal, men de sidste par år er stilen skiftet henimod post-blacken, hvilket jo også er der, hvor vi finder Harakiri for the Sky. Personligt synes jeg, det virker superunderligt at være aktiv i to bands, der lyder så ens, men lad os nu se, om vi kan finde en mening med, at Karg stadig findes, når nu Harakiri er mere både aktivt og succesfuldt.

Hold kæft og spil!

Den primære (læs: eneste) forskel på Karg og Harakiri for the Sky er, at Karg er lidt mere råt i sit udtryk. Der bliver slået lidt hårdere, og helt generelt er der mere kapow i musikken. Det er ganske vist lang fra bandets tidligere udgivelser som eksempelvis Von den Winden der Sehnsucht eller Apathie – desværre. Ikke fordi de to var stor kunst, men mest fordi det var fra før, J.J.-V-Kogler skiftede vokalstil fra standard blackskrig til ugidelig hardcoreråberi. Langt henad vejen kunne jeg have copypastet min anmeldelse af Mære og blot erstattet navne og sangtitler, for jeg føler i bund og grund det samme, når jeg lytter til Marodeur: udmærket musik, rædderlig vokal. Jeg er faktisk tilbøjelig til at kalde flere af sangene gode. ”Annapurna” for eksempel er fremragende, især på grund af strengearbejdet, ”Verbrannte Brücken” kombinerer på smukkeste vis en æterisk baggrundsmelodi med et utroligt bøffet riff – hvilket fungerer rigtigt godt – og ”Reminiszenzen einer Jugend” er næsten et mesterværk i sig selv. Men ak, som en anden Esben Lunde Larsen så kommer Michael-JJ-Wahn-Kogler væltende ind fra højre og ødelægger den gode stemning ved at kæfte op i tide og utide.

Hvis der så i det mindste bare var nogen, der havde skruet ned for hans mikrofon, men nej, han skal selvfølgeligt ligge allerhøjest i mixet – urgh – eller for at citere Kogler Wahntraum: ”Aaargh!”.

Fint, men så ikke mere

Jeg bliver nok næppe regionsformand i Kargs fanklub, og det er helt okay. Marodeur fungerer momentvist ganske godt – I kan nok selv lure, hvornår disse momenter indfinder sig. Men så længe Michael Wahn-JJ insisterer på at synge, som han gør, hvilket han nok gør, indtil han går i graven, ja, så kan jeg simpelthen ikke belønne hans musik med højere karakterer.