Men hvad er der i et navn?
Tillad mig at starte med en indrømmelse: i årevis er jeg gået – helt bevidst – uden om Harakiri for the Sky. Ikke på grund af deres lyd, ikke på grund af bandmedlemmernes politiske overbevisning (som jeg, i øvrigt intet aner om), ikke på grund af deres mørke fortid, nej. Den eneste årsag var deres navn. Helt fejlagtigt havde jeg antaget, at med et navn som ”Harakiri for the Sky” måtte der være tale om endnu et rædsomt metalcore/deathcore-band fra 00’erne, som Bring Me the Horizon, August Burns Red, Miss May I, Bullet For My Valentine eller et af de mange andre bands med navne, der alle var som taget ud en 14-årigs haikuhæfte. Først da jeg opdagede, de var på vej med et nyt album, og at de havde fået Neige (Alcest) samt vokalisten fra GAEREA med som gæsteartister, kunne jeg jo regne ud, at der nok ikke var tale om et coreband fra forrige årti. Denne opdagelse rigere dykkede jeg – straks – ned resten af deres diskografi og angreb Mære med den helt rette blanding af entusiasme og skepsis.
Far er sur OG skuffet
Vi har tidligere anmeldt Harakiri for the Sky, og de fik en lidt blandet modtagelse herfra. I forbindelse med deres forrige album, Arson, skrev vores anmelder: ”Ydermere er jeg på ingen måde begejstret for vokalen, der langt henad vejen bliver anstrengende at høre på. Sluk for musikken, og du har en stemmeføring, som egner sig bedre til core-genren – ikke at det generer mig, at der bliver blandet på kryds og tværs. Men desværre er der ingen passion at fornemme i den, ingen variation…”. Dette gør sig fortsat gældende, for Harakiri for the Sky befinder sig stadig i sit helt eget grænseland mellem post-black og post-hardcore, og her er masser af store armbevægelser, uendelige melodiske passager og dragende elementer. Men takket være J.J.’s vokal er der også en stemning af cirkelspark og bøllebank på den lokale Denny’s. Kontrasten mellem det instrumentale og vokalen er enorm, og jeg er sikker på, den for mange er en ”dealbreaker”. Men omvendt, så er denne kontrast jo en essentiel del af bandets lydbillede og har været det fra starten af, så at brokke sig over den er en kende omsonst og lidt som at brokke sig over det diarreanfald, man fik efter at have frekventeret den lokale Domino's; du vidste jo godt, det ville ende således.
Albummets næste problematik er, at tid åbenbart fungerer anderledes i Østrig. Jeg ved ikke, om J.J. og M.S. var store fans af Einsteins teori om, at tid er relativ, men helledusseda, hvor har de to dog utrolig god tid! Det korteste nummer er på lidt over fem og et halvt minut, det længste på næsten 12. Jeg har intet imod lange numre, så længe bandet formår at udnytte tiden optimalt – det lykkedes dog ikke Harakiri for the Sky, i hvert fald ikke hele tiden (pun intended). Et nummer som ”Once Upon A Winter” kunne snildt være blevet beskåret med fem-seks minutter, mens ”I’m All About The Dusk” kunne være blevet beskåret med syv-otte minutter, hvis det da ikke helt skulle være blevet i idebanken, hvilket i øvrigt også gælder det totalt ligegyldige cover af Placebos ”Song To Say Goodbye”. Slutteligt er jeg nødt til at adressere den helt store skuffelse, nemlig nummeret ”Silver Needle / / Golden Dawn” – som er nummeret, hvor vokalisten fra GAEREA er med. Jeg har tidligere rost netop det band til skyerne, og især vokalen er noget, jeg holder utroligt meget af, så netop derfor efterlader det nummer mig helt kold og tom indeni. For det er umuligt for mig at høre, hvornår han synger, og hvornår det er J.J., der synger. Deres vokalteknikker er simpelthen så ens, at duetten bliver til solosang. Ikke fordi Neiges bidrag på ”Sing For The Damage We’ve Done” er noget at skrive hjem om (det er vitterligt bare ham, der synger ”aaaah” til slut), men man kan i det mindste høre forskel på ham og J.J. Og hvis alt dette ikke var nok, så er Mære også et utrolig højt album – og nej, der er ikke tale om, at jeg bare burde skrue ned – jeg mener højt som Death Magnetic var det, hvis I kan huske hele den debat. Alt i alt er der virkelig mange ting og beslutninger omkring Mære, som jeg simpelthen ikke forstår.
Stil krav til jer selv
Mære er ikke et dårligt album, for musikken – i sig selv – er ofte utroligt smuk og stemningsfyldt, faktisk virker musikken næsten sart og delikat til tider. Det varer dog sjældent længe, før at den sarthed bliver knust af enten J.J., eller hvem end der har stået bag mikserpulten. Så Mære er ikke nogen katastrofe, men for et band, der har eksisteret i snart en dekade, burde det være et bedre og mere professionelt album. For der er masser af gode numre (”I, Pallbearer”, ”Sing For The Damage We’ve Done, ”And Oceans Between Us” og ”Time Is A Ghost”), hvor duoen beviser, at de godt ved, hvordan man skal banke en portion post black metal sammen, men desværre er værket ikke større end summen af sine parter.
