Kalmah-unionen
Kalmah er finske – et faktum, man på intet tidspunkt er i tvivl om. For som næsten alle andre finske metalbands er der en energi, en fandenivoldskhed og en kærlighed til metallen, som man næsten ikke finder i andre nationer. Finner elsker deres metal, og metallen elsker finnerne! De formår at blande de mere ekstreme kategorier for at fremtrylle deres helt egen finske stil. Kalmah har eksisteret siden 2000, hvor de udgav deres debut, Swamplord, og er siden da kun blevet bedre til at formidle deres finske charme.
Neoklassicisme og drager
Palo er deres ottende album, og hvis man sidder som fan og er frygtsom og ængstelig, skal man slappe helt af: Kalmah er stadig Kalmah. De fortsætter præcis den samme stil, som de startede på for små 18 år siden. Der bliver stadig både skreget og growlet, rytmeguitaren kører stadig derudad som et nypudset maskingevær, og soloerne er stadig neoklassicistiske hjernesmeltere. Det hele bliver akkompagneret af keyboard og en generel munter tone. Det er den slags dødsmetal, der gør en glad i låget, samtidig med at der drages paralleller til power metallen, dog uden at det bliver alt for lallet, og at man føler sig nødsaget til at eje en kappe af nervøs velour samt elverører af latex for at kunne følge med. Men det er den samme melodiøse struktur og bombastiske energi, der ligger i Kalmahs musik og generelt er at finde i mange af de andre store finske bands, såsom Children of Bodom, Nightwish, Wintersun, Ensiferum og Norther. Bandet har dog valgt at skrue lidt op for deres middelalderlige folk-elementer i en række af deres numre, fx ”Paystreak” og ”Blood Ran Cold”, der begge starter med decideret pompøse guitarintroer, som giver en lyst til at kløve orker og trolde samt at befri prinsessen fra dragen, før at det er for sent.
Hver af de ti sange er små mesterværker, og intet står stille på noget tidspunkt. Alle instrumenter ønsker at føre sig frem, hvilket kan resultere i en mudret omgang, men nix! Palo er mikset og produceret helt eminent, og trods de voldsomme Yngwie-inspirerede guitarsoloer fra Antti Kokko går alle andre elementer klart igennem.
Slutteligt burde den sande ros måske nok gå til keyboardspilleren Veli-Matti Kananen, der ganske diskret formår at sætte nogle helt utrolige stemninger og skabe nogle fortryllende, dog stadig hårdtslående, passager, som fx i nummeret “Waiting in the Wings”.
Powerdød på den fede måde!
Jeg har længe gået og ledt efter et band, der formåede at kombinere dødsmetal og power metal, uden at det enten ”bare” blev til klassisk melodød/svenskerdød, eller at det blev fjollet og elendigt. Hvis du, ligesom jeg, har søgt efter sådan et band og sådan en skive, er Palo svaret på dine bønner, for det er præcist, hvad Kalmah har formået at skabe. Hvert nummer er et skatkammer af riffs, melodier, stemninger og grooves, man ikke havde set komme. Det eneste, der dog trækker Palo ned, er den totalt anonyme vokal – ikke at den er dårlig; den er bare intetsigende og helt utrolig beige. Desværre.
