Jupiter Hollow - Bereavement

Bereavement

Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Prog rock
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Stor i slaget! 

Jupiter Hollow er en fransk duo skabt af Kenny Parry og Grant MacKenzie. Kigger man på bandets hjemmeside, kan man se, at de prøver at skabe et mystisk sci-fi-univers omkring dem selv og deres musik. Dette ses eksempelvis, når de skriver, at de mødtes på jorden i 2015. Selvom dette som sådan er rigtigt, må det siges at være noget ukonkret. Allerede i de første par linjer på siden kan man også se, at det er et band, som i allerhøjeste grad også har høje tanker om sig selv. Jeg citerer her ordret: “We are from Earth, from your future. Moving forward through time is to move forward through space. We are evolutionary descendants of our past, we evolve from our actions. Jupiter Hollow is here to share the missing link of your human existence.” Dette kan enten virke voldsomt lovende eller voldsomt opblæst og prætentiøst. For decideret at påstå, at man er det manglende element for at gøre os komplette som mennesker, må siges at være noget af et statement. Lad os se, om de kan leve op til det! 

Fra country til metal

Albummet starter med den hovedsageligt akustiske “L’eau Du Papineau”, der lægger ud med næsten halvandet minuts fuglekvidder, før et countrypoppet vers tager over. Det skal lige gøres klart, at der med countrypoppet altså ikke er tale om et Taylor Swift-ripoff, da Jupiter Hollow hurtigt viser, at de rent teknisk er markant bedre musikere end Swift. Det tekniske niveau er tydeligt igennem albummet fra start til slut, selvom genren skifter stort set ved hver eneste sang. Allerede på albummets anden sang, “Scarden Valley”, er countryguitaren blevet erstattet af klaver og fuglekvidderen med tudende Slash-inspirerede guitarsoloer. Derfor virker det også en kende malplaceret, når sangeren (dog meget kortvarigt) vælger at gå helt op i toppen af sin falset og kort efter vælger at skrige. Nu har jeg intet imod, at man vælger at eksperimentere, men det vigtigste vil i min optik altid være, at det passer til sangen. Teknisk kunnen alene er sjældent nok til at vinde mig over. 

Bandet siger også selv, at de ikke spiller nogen bestemt genre, og det må man også give dem ret i. Dette betyder dog ikke, at det sjældent er de samme bands, man kan høre inspirationen fra i deres musik. Vokalen er på langt de fleste af sangene indspillet med en mere sløv og luftig stemme, der lyder en hel del som Maynard James Keenan fra Tool. Inspirationen fra Tool er også tydelig i det instrumentale, der ofte benytter hammer on-riffs i skæve taktarter, og trommer der fremhæver utraditionelle slag på stortrommerne og bækkenerne. Til tider forsøger bandet sig også med mere diskante skrig og falsetsang, hvilket desværre bekræfter, at dette sjældent fungerer optimalt, med mindre man hedder Matthew Bellamy og synger i Muse. 

Meget forskelligt, men intet nyt

Der har i de sidste 5-10 års tid været et kæmpe boom i mængden af metal- og rockbands, der lægger vægt på det progressive og eksperimenterer med alt fra jazz til country til djent. Et boom, der har givet os en masse spændende musik fra bands som for eksempel Animals As Leaders, Intervals og Plini, som alle har en god evne til at komponere og lave melodiske og fede riffs og sange. Desværre er der mindst lige så mange bands i denne bølge, som lægger for stor vægt på det tekniske og for lidt på det melodiske og ørehængende. Sådan et band er Jupiter Hollow desværre i lidt for høj grad. De er voldsomt dygtige musikere og er ikke bange for at eksperimentere med forskellige genre og stilarter, og selvom dette er godt, er der desværre ikke meget, der adskiller dem fra alle de andre progressive bands, der stormer frem i disse tider. Jupiter Hollow kan sagtens lyttes til uden ubehag, og til tider må man da også nikke anerkendende over et fedt riff eller to. Men der er desværre for lidt, der adskiller dette band fra de mange andre i deres genre. 

Tracklist

  1. L'Eau du Papineau
  2. Scarden Valley
  3. The Rosedale
  4. Kipling Forest
  5. The Mill
  6. Mandating our Perception
  7. Sawbreaker
  8. Extensive Knowledge
  9. Solar Gift