Ivy Crown spiller koncert ved SPOT Metal 2020 .
Ivy Crown - Echo

Echo

Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Spilletid:32:49
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Heavy er kønsneutralt

Bands udelukkende med kvindelige medlemmer – metallens svar på en shiny Pokémon: hverken bedre eller dårligere end deres normale modpart, men bestemt mere sjælden. Girlschool var sandsynligvis et af de første bands til at bevise, at spille fed spade intet havde med køn at gøre. Sidenhen er der kommet en god del til: Kittie, Gallhammer, Frantic Amber og Burning Witches for at nævne nogle få. I Danmark har vi da også mindst to: de tonstunge dødsdoomere i Konvent og nu også en omgang melodisk metalcore fra Ivy Crown. Sidstnævnte udgav deres debutplade, Echoes, i oktober, og hvad mon det er for en størrelse?

Et stykke mere med ”bleargh”, tak

Echoes åbner med førstesinglen ”Lonesome and Cold” – et af pladens mere energiske numre. Verset har en god punket energi med en basgang og et riff, der skramler de helt rigtige steder, pakket ind i den typiske klare metalcore-produktion. Omkvædet øger tyngden, men løfter samtidig sløret en anelse for nogle af de mere symfoniske elementer, Ivy Crown også har at byde på. C-stykket, der gæstes af Kim fra MØL rammer dog som en knytnæve i maven og gør førstehåndsindtrykket af Echoes ganske positivt. ”Run” er en typisk metalcore-ballade, hvor omkvædet i den grad åbner for de symfoniske sluser. Det er meget voldsomt og dramatisk, endda næsten for meget. Nummeret retter dog prompte op på dette ved at fyre en mursten af et breakdown i skallen på lytteren. Simpelt, men effektivt.

Der, hvor Echoes og Ivy Crown dog for alvor slår igennem, er, når de symfoniske elementer er meget begrænsede eller ikkeeksisterende, og der i stedet fokuseres på den melodiske metalcore. ”Lonesome and Cold” demonstrerer dette på glimrende vis allerede fra start. Men også et nummer som ”Not Who We Are”, der starter med et tungt groovy riff, bibeholder den store lyd i omkvædet, men er metalcore til benet og giver på intet tidspunkt afkald på tyngden fra denne. Det samme gør sig gældende på efterfølgeren ”Forgotten Me”. Her er specielt sidste halvdel af nummeret noget af det bedste, Echoes har at byde på. Vokalist Maria Kjær hiver et uventet brøl op af hatten, og det efterfølgende breakdown rammer alle de rigtige steder. Det afsluttende ”bleargh” er toppen af kransekagen, og man kunne faktisk godt bruge lidt mere af det.

I stedet for flere lækkerier afsluttes pladen desværre med ”Rising” – det absolut svageste nummer. Et nummer, der på sin vis opsummerer alt, der er lidt trælst ved Echoes. Det er voldsomt, storladent, og den får på alle tangenter fra start til slut. Kombinerer man så dette med en absolut tåkrummende banal lyrik, er det lige før, man undrer sig over, om Ivy Crown har hørt lidt for meget Taylor Swift. Nu vil jeg ikke kalde mig rimsmed på højde med Kenny Nickelman eller andre digtere, men linjen: ”Listen baby, I don’t want you back, I just really want the life we had” er ikke ligefrem stor poesi. Denne type lyrik er at finde på det meste af pladen, men på ”Rising” kammer det fuldstændig over. Nummeret afsluttes endda med et kor, der messer: ”Rising from a broken heart”. Det er på sådant et niveau, at man er i tvivl om, hvorvidt man skal grine eller græde. Havde der været brugt et par metaforer og andet, så man skulle tænke bare lidt over, hvad de forskellige numre handlede om, havde det hævet niveauet en del.

Mere smadder, mindre fløde

Havde Ivy Crown valgt at lave en rendyrket metalcore-plade, er jeg overbevist om, den havde været af meget høj kvalitet. De demonstrerer på fineste vis, at de kender genren og ved, hvordan man bruger dens virkemidler effektivt. Desværre sovses den ind i en frygtelig simpel lyrik, som en 14-årig pige, hvor kæresten lige har slået op, kunne have skrevet. Når dette så kombineres med alt for storladne strygere og andet symfonisk, bliver det til tider nogle ret lange numre at komme igennem. En plade om at være sur og vred på sin eks i stedet for at være trist og græde i hjørnet havde været langt bedre.

Tracklist

  1. Lonesome and Cold ft. Kim Song Sternkopf
  2. Run
  3. It's a Hell
  4. That's What You Do ft. Jesper Gün
  5. Our Worst Days
  6. Bad Dream ft. Kadeem France
  7. Not Who We Are
  8. Forgotten Me
  9. Rising
Metalvinyl

Tilføj kommentar