Comeback med dansk hjælp efter 30 års pause
Iron Angel er et af de helt tidlige tyske speed metal-bands. De blev dannet i 1980 i Hamborg og opnåede kultstatus med deres to første – og hidtil eneste – albums: Hellish Crossfire (1985) og Winds Of War (1986). Det var plader med et let satanisk indhold og fuld smadder på riffs og tempo, men uden de helt store nuancer. Selvom Iron Angel ofte er blevet nævnt i samme kategori som de tidlige tyske thrash-bands (Kreator, Sodom og Destruction), så har de pga. deres trods alt relativt melodiske stil nu altid haft mere til fælles med bands som Running Wild og Grave Digger. Inspiration fra Accept er også ganske tydelig.
Med det nye album Hellbound forsøger bandet sig nu på et comeback med hjælp fra det danske label Mighty Music, der også har NWOBHM-legender som Tygers Of Pan Tang og Blitzkrieg i stalden. Eneste tilbageværende medlem fra de to klassikere i 80’erne er forsanger Dirk Schröder, og det er lidt trist, for han var det svageste led dengang, og det er han desværre også i dag. På Crossfire og Winds prøvede han – uden held – at lyde som Rob Halford, og i dag lyder han mest som Udo Dirkschneider med bronkitis. Der er bare ikke meget stemme tilbage.
Klassisk speed, men kedeligt og monotont
Hellbound starter som forventeligt med fuld knald på. ”Writing’s On The Wall” er klassisk speed metal med den umiskendelige tyske sans for melodi. En flad og komprimeret lyd sætter dog ret hurtigt en dæmper på begejstringen for denne ellers solide albumåbner. Det bliver ikke bedre med de følgende stadigt mere uopfindsomme numre, selvom et nummer som ”Canivore Flashmob” har godkendte temposkift og en rimeligt sjov titel. Men en lidt ubehjælpsom solo og et amatøragtigt fade-out spolerer det positive, og de seks minutter, den varer, er mindst tre minutter for meget.
På sjette skæring ”Deliverance In Black” får vi nu det samme trommebeat, det samme tempo og stort set den samme melodi som på de fleste af de foregående numre. Eneste forskel er et lille King Diamond-agtigt kor i omkvædet (Iron Angel har jo også turneret med Kongen tilbage i 80’erne). Kedsomheden tager efterhånden totalt over: Der er intet, der skiller sig ud, intet, der bider sig fast, og intet, der bevæger sig op over det gennemsnitlige. Det ændrer sig på syvende sang ”Waiting For A Miracle”, hvor det bliver decideret ringe. ”Waiting” er et helt og aldeles uoriginalt og gumpetungt forsøg på at lave noget kontemporært om miljø og Jordens sørgelige tilstand. Det klæder på ingen måde de gamle tyskere at spille med på den galej.
På vej mod helvede…
Den nye konstellation af Iron Angel spiller trods alt for habilt til, at det bliver til en ren bundskraber, men de når desværre ikke den klassiske udgave af bandet til sokkeholderne. Hellbound er gennemsyret af klichéer og platheder, og originalitet er stærkt savnet. Hvad i alverden er formålet med det her comeback? Hvis du absolut vil nyde lidt Iron Angel, så sæt hellere Winds Of War på og drøm dig tilbage til 80’erne, hvor det hele tog fart. Hellbound er simpelthen for dumt og amatøragtigt, og det er mere end tvivlsomt, at Mørkets Fyrste overhovedet gider at åbne porten, hvis Iron Angel mod forventning skulle nå frem til deres destination.
