Vinylbanner
Indomite - Theater Of Time

Theater Of Time

· Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Power metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En fortælling fra Sydamerika

Colombia er ikke just det første land, som man forbinder med metal musik. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har hørt et band derfra indtil jeg fik fingrene i Indomites Theater of Time. Indomite er et relativt nyt band, som startede tilbage i år 2009. I 2011 udgav de en demo kaldet Espejo y Realidad og året efter en single, som også er med på denne skive, kaldet Awaking the Gods. Et par måneder senere blev denne skive så smidt på gaden.

Indomite spiller på papiret power/progressive metal, som ikke er en genre, som jeg har begået mig synderlig meget i. Jeg har hørt lidt på Freedom Call, det mere folky-power Elvenking, og ikke mindst Blind Guardian, som også har en snert at speed metal i sig, så det har været en ny anderledes opgave at tage mig af denne skive. Indomite kombinerer power og progressiv metal godt, albummet er spækket med fabelagtigt instrumentation, en stor bunke guitarsoloer, en god solid bas, atmosfæreskabende synthesizers og fine trommer. Men det har også sine minusser. Forsanger Santiago Giraldo går meget mellem høje og dybere toner, men jeg mener dog, at vokalerne kunne være bedre. Han skriger til tider i sange som fx "Sky High", hvor der i øvrigt også er tilføjelse af såkaldte ’harsh vocals’. Jeg er ikke sikker på, om det er Giraldo selv, eller den ene guitarist, Juan Carlos Sánchez. Han står i hvert fald som værende backing vocalist. Jeg har ikke rigtig noget imod sådanne vokaler, men jeg ved ikke lige, hvor stort et behov der er for, at de er til stede på dette album. Måske for at tilføje til det progressive. Santiago Giraldo synger til tider også rent og helt stille. I en sang som "Awaking the Gods" – bandets single – som i øvrigt er en kort sang, som følger meget hit-formlen, formår Giraldo at vise sine vokaler godt i omkvædet, men i versene synes jeg, at han gør det dårligt.

Det instrumentale arbejde på dette album er som sagt fabelagtigt. Det kan allerede opleves i det første nummer, som starter med nogle samples og noget atmosfæreskabende synthesizer samt en dyb bas bund. Det føles lidt som at blive inviteret til rejsen som er Theater of Time. Trommerne kommer også langsomt, hvor de sammen med guitarerne rigtig kickstarter album med noget tung riffing, men så kommer det sjove. Rigtig guitar sovs med op til flere guitar soloer. Dette nummer viser en del om bandets progressive tilgang til albummet. Guitarerne har nok det største fokus på albummet, hvor synthesizerne ligger lige bag med nogle episke toner. Bassen er til stede op til flere gange, som fx i introduktionen, men også i "Awaking the Gods" får den lov til at komme lidt frem midt i sangen. Der er også en fed basgang i verset i "Rain". Trommeslager Mauricio Quintero klarer det godt på albummet og har nogle fine fills, han formår i hvert fald ikke at gøre det kedeligt, hvis man holder fokus på ham. Men guitarerne tager som sagt billedet. En ting, som jeg dog ikke er synderlig begejstret ved på dette album er, at nummeret "Parasite (Symbiotic)" har lidt metalcore over sig. Riffingen og de harsh vocals kommer faktisk til tider til at få det til at lyde rigtig meget som metalcore. Heldigvis bliver der udlignet lidt med nogle guitarsoloer og god metal riffing. Men metalcore delen er en ommer. Sangen "Carnival Curse" byder på meget progressivt og et godt mellemstykke med lækkert klaver. Desværre bliver det lidt spoleret af et dårligt produceret ondt grin i baggrunden, som simpelthen bare bliver ved. Det er unødvendigt.

Humøret på albummet er ikke så super fornøjet, men nok mere reflekterende. Det kan afspejles også lidt på teksterne samt vokalerne til tider. Sangen "Pharaoh" handler lidt om hvad titlen siger, og atmosfæren er mørk og dyster – sammen med vokalerne. Som en hersker, der undertrykker sit folk. Et andet eksempel på det dystre humør findes i sangen "Rain", som i øvrigt starter med noget fantastisk klaver, før resten af bandet kommer på. Teksten byder ikke på meget positivt, men handler derimod meget om en mand, som er meget ked af det. Teksten er ikke synderlig speciel, men det musikalske gør op for det. Lyrikkerne er lidt anderledes til de som regel fantasy- og everntyrbaserede tekster, som findes i power metal. Det handler lidt mere om tårer her. Det bliver i hvert fald nævnt i flere sange.

Produktionen på albummet er god, der er ikke tale om noget lowbudget debut album, det hele er kompresset godt og alle instrumenterne kan klart høres. Og det er en fryd for ørene at høre bassen være lidt fremme til tider, når man er vant til, at den har en relativ usynlig rolle i mange bands. De onde grin, som blev nævnt tidligere, er dog produceret dårligt. Men det har nok været hensigten fra mixerens side.

Jeg vil sige, at Indomite har formået at lave udgive en relativ stærk debut i Theater of Time med rigtig fedt instrumentalt arbejde. Vokalerne kunne måske være bedre, og kombinationen med harsh vocals kunne måske undværes. Der er fin variation på albummet, og ikke alle sange lyder helt ens. Desværre trækker snerten af metalcore lidt ned og forhåbentlig er det blot en lille fejl, som de vil udelukke i fremtiden. Men jeg vil dog sige, at om man bryder sig om progressive-power metal med et lidt dyster humør, så kunne dette album nok prøves.

Sang nummer tre på skiven, "Awaking the Gods" kan høres her:

Tracklist

  1. Threshold
  2. Pharaoh
  3. Awaking the Gods
  4. Sky High
  5. Rain
  6. Reach the Stars
  7. Parasite (Symbiotic)
  8. Carnival Curse
  9. The Curtain That Will Never Fall
Metalvinyl

Tilføj kommentar