Fokus!
Den tyske duo Imperium Dekadenz har siden deres debut, … und die Welt ward kalt und leer fra 2006 udgivet det ene værk efter det andet. Rent musikalsk er vi ude i noget melodisk black metal fyldt med lommefilosofi og et nihilistisk tankesæt – begge dele utroligt tysk, og mon ikke Nietzsche ville have været stolt? When We Are Forgotten er bandets sjette værk, og det er noget af en basker med hele 13 sange og en spilletid på omkring en time og et kvarter. Så det er ikke et album, der er letfordøjeligt eller et, man lige hører, når man er ude for at løbe rundt i nabolaget for at vise folk, hvor dygtig man er på Endomondo. Det er et værk, der kræver fokus og tålmodighed – de samme to færdigheder man skulle bruge dengang, man blev udsat for kasusbøjninger.
Et studium i black
When We Are Forgotten er et lidt sjovt black album, for den måde de har skruet sangene sammen på giver albummet et meget atmosfærisk og næsten doom-metalagtig stemning. Det klæder deres melankolske og depressive lydbillede. På de fleste af sangene sker der ret mange ting. Den ene guitar høvler afsted med tusind kilometer i timen, mens den anden guitar (akkompagneret af bassen) opbygger en langsom rytme, hvilket skaber en herlig kaotisk rytme. Dette er især tydeligt på albummets tredje nummer ”My Solace and I (Choirs of Solitude)”, som minder mig om Solbruds sang ”Klippemennesket” fra albummet Jærtegn. Og meget apropos, så har de to bands også en forkærlighed for Platons hulelignelse – for efter det Burzum-agtige instrumentalnummer ”Trauma”, får vi nummeret ”A Cave Called Wisdom”, hvor duetten totalt skifter stil fra melodisk black til black’n'roll a la Borknagar. When We Are Forgotten er, i sandhed, et studie i black metallens mange facetter og udvikling for med lidt god vilje, et tremolo riff og en hæsvokal – ja, så kan ALT blive til black metal! Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man sidder og lytter til Imperium Dekadenz, hvilket er spændende, når man tænker på, at især black metallen virker til at have en armé af purister klar til at forsvare deres slidte Mayhem kassettebånd.
Det er svært at finde noget dårligt at sige om When We Are Forgotten, for det er en virkelig fremragende og spændende plade. Men hvis man skal tage de kritiske briller på, så er 13 numre måske lige i overkanten, og hver sang havde måske heller ikke behøvet være på minimum fem minutter. Men omvendt, så er det svært at pege på noget, man ville stemme væk fra øen, for hele albummet giver bare fantastisk god mening, og det går – næsten – alt sammen op i en højere enhed. Selv de to små instrumentale intermezzoer, som jeg normalt ikke er stor fortaler for, fungerer faktisk rigtig fint i den store helhed – de kan dog slet ikke stå på egne ben. Men det er jo heller ikke meningen med den slags, hvilket altid bringer mig tilbage til min pointe om, at de så bør blive kogt sammen med et andet nummer.
At tage fejl kan føles godt!
Jeg var faktisk slet ikke bekendt med Imperium Dekadenz, før jeg fik dette album i ”hænderne”. Det, erkender jeg nu, er en kæmpe fejl – for de to tyskere, Hora og Vespasia kan altså ét og andet. Jeg havde lige præcis nul forventninger til When We Are Forgotten, faktisk var jeg måske lidt negativt indstillet fra start, men jeg tog fejl – og det er jeg glad for! For det er faktisk et rigtig godt album. Det eneste semi-negative, jeg har at sige, er, at det bliver lidt for langt i spyttet, og så bliver jeg aldrig fan af små instrumentale bro-numre – desværre.