Længe ventet treer er solid, men mangler desværre de gode melodier

Alle gode gange tre?

Det store danske rocklandkort ændrede sig markant den 19. oktober 2015. Den dag udgav århusianske I’ll Be Damned nemlig deres debutalbum; en plade, der stadig er en af de mest solide debutskiver, dette land nogensinde har hørt. Tre år senere fulgte ‘den svære toer’, som overhovedet ikke var spor svær for den hårdtslående kvintet. Road to Disorder var en fremragende skive, og vi kvitterede med hele ni kranier og kaldte det blandt andet for ‘albummet, dansk rock har ventet på i mange år’.

Siden skulle der gå lidt over fire år. Bandet har skiftet et par medlemmer ud samt arbejdet på at finde melodien igen, og nu er I’ll Be Damned endelig klar med deres tredje langspiller, som har fået titlen Culture. Igen er der tale om solid og hårdtslående rock, men meget har ændret sig siden sidst. Det er, som om der mangler noget…

Kom så med de hits!

I’ll Be Damned har alle dage været vrede på det etablerede samfund. Som mange andre rockbands før dem har de rettet pegefingre, og ikke mindst langemænd, mod moderne politik, religion og deslige – dog altid med et glimt i øjet samt en sarkastisk og humoristisk distance. Vrede er de stadig, men det er i denne omgang med langt færre gimmicks og meget mindre fjol. Og det er ikke kun budskaberne, der er mere direkte; musikken er det også, og det klæder dem umådeligt godt.

Væbnet med den nye grydebanker Anders Gyldenøhr, som nogle måske husker fra Hatesphere, og ikke mindst sanger Mark Damgaard sparkes Culture i gang med to hårde skæringer. “FuckYouMoney” og “Run Me Over” er begge et par rifftunge slamberter, der ret hurtigt leder tankerne hen mod et af bandets store forbilleder, nemlig sludge-giganterne Down. Udover dem nævner bandet selv Clutch og Rage Against The Machine som nogle af deres helt store inspirationskilder, men at I’ll Be Damned på nogen måde skulle være påvirkede af sidstnævnte, er ualmindeligt svært at høre. Clutch-inspirationen er derimod ikke til at tage fejl af. “Hell Come (Take Me Now)” og “Let Me Bleed” er begge cowboyrock med southern groove, når det er allerbedst, og hvis man i forvejen synes, det er fedt, at I’ll Be Damned af og til kan lyde som D-A-D, bliver man bestemt ikke skuffet. Især fordi frontskråler Mark Damgaard – tro det eller ej – faktisk lyder endnu mere som Jesper Binzer end forrige sanger Stig Gamborg gjorde.

Lad det være sagt med det samme, at I’ll Be Damned er et uhyggeligt vellydende band. Bevares, den sublime produktion af den garvede Tue Madsen i hans Antfarm Studios gør altid meget for et band, men de fem herrer fra Østjylland har hænderne skruet godt på og ved præcis, hvad de laver. Beslutningen om at skære det musikalske og det tematiske helt ind til benet er resulteret i rigtig fede riffs og en meget vellydende plade. Men desværre sidder man hele tiden og savner et par rigtig solide hits, som havde løftet pladen gevaldigt.

Hvor er de gode melodier?

Culture er ualmindeligt solidt håndværk, hvor ideerne, lyden og ikke mindst energien er lige, som de skal være, men der mangler desværre en del ørehængerpotentiale flere steder. De fire ovennævnte numre fungerer rigtig fint og er samtidig dem, man vender tilbage til gang på gang, mens numre som det intetsigende “Primal Fear”, den gumpetunge “Through The Walls” og den alt for lange afslutter “Forever, Right” er gode eksempler på skæringer, man ganske enkelt ikke husker, selvom man hører pladen en del gange. Culture har alt for få mindeværdige hooks og melodier, og holdt op mod alt det, bandets kvaliteter og pladens lyd lægger op til, er det en fandens skam.

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at I’ll Be Damned version 2.0 er et enormt spændende band, og Culture er helt bestemt en god plade. Rigtig meget spiller, som det skal, og fremtiden ser stadig lige så lys ud for dem, som den altid har gjort, men desværre trækker det lidt ned i den samlede vurdering, at for mange numre er alt for anonyme.