Ja tak! Albummet, dansk rock har ventet på i mange år.
Den svære toer?
For små tre år siden udgav den århusianske kvintet I’ll Be Damned deres selvbetitlede og meget roste debutalbum. Et album, som undertegnede kastede otte flotte kranier efter og blandt andet beskrev som ualmindeligt overbevisende og bedste danske debutalbum siden Volbeats The Strength/The Sounds/The Songsfra 2005.
Bandets enorme potentiale var ikke til at tage fejl af, og siden udgivelsen har de turneret land og rige rundt, hvor de har vredet nakken af led på mangen en rockfan med deres fantastiske liveoptrædener.
Nu er bandet endelig klar med opfølgeren, Road To Disorder. Man kunne frygte “den svære toer”, men bare rolig – intet er svært for den, der bærer ægte rock’n’roll i hjertet.
Dommedagsrock med hjerne og hjerte
Det sidste stykke tid har vi kunnet nyde hele fire singler fra Road To Disorder, og den første af disse, “Stephen Hawking Talking”, sparker pladen i gang på fantastisk manér. Med et energiniveau, der matcher legendariske Motörhead, brager det velsmurte band igennem med power, vellyd og den fabelagtige Stig Gamborg i front. Er det bare mig, eller synger han om muligt endnu federe end på debutalbummet? Anyway, jeg vil vove at påstå, at vi her i Dannevang simpelthen ikke finder en bedre, mere kraftfuld og mere karismatisk rocksanger – tak for sangen!
I modsætning til alt for mange andre bands i “No Bullshit Rock’n’Roll-genren” følger I'll Be Damned en tydelig og begavet rød tråd. Det altoverskyggende tema på Road To Disorder er, som titlen også antyder, at vi mennesker stille og roligt er på vej mod afgrunden, og hvorfor i alverden gør vi ikke mere ved det? På hæsblæsende “You Are The Young” opfordres ungdommen til at tage affære. På den hårdtslående ”Pig Burner”, hvor pjalterne er slået sammen med mægtige Baest, er man ligeledes ikke i tvivl om den vrede, som bandet besidder; og på fuldfede “Flag Follows The Money” skal man være godt gammeldags ubegavet for at misse det politiske budskab.
Jeg siger ikke, at hard rock omhandlende hurtige biler, hurtige damer og hurtige bajere er noget juks, men i Road To Disorder har alle rockelskere fået en skive, der både sætter sig i nakken, nosserne og ikke mindst i nødden. I’ll Be Damned har meget mere at byde på end knytnæver og hey-råb på to og fire; deres tilgang til den hårde rock er også vedkommende på et langt dybere plan. Godt gået, drenge!
Det her er godt - rigtig godt!
Road To Disorder er ikke bare en længe ventet opfølger for fans af I’ll Be Damned; det er pladen, som hele rock-Danmark har ventet på. Med ti numre, hvoraf mindst syv-otte af dem er direkte suveræne, kan jeg næsten ikke mindes, hvornår jeg sidst har hørt så fed en rockplade fra et dansk band, og jeg tøver heller ikke et sekund med at kaste ni kæmpestore kranier efter de jyske drenge.
Baest, Defecto og måske et par andre har længe været navne, som stille og roligt er vokset sig ud over landets grænser med potentiale til meget mere, men nu bliver de altså overhalet indenom af vores nye, store rocknavn. Om I’ll Be Damned er Danmarks næste Volbeat med udsigt til store, udsolgte turneer i USA og resten af verden, skal jeg ikke kunne spå om, men potentialet og fundamentet er der. Med energi, musikalitet og sangskrivningsevner på dette niveau er det kun et spørgsmål om tid.
