Man kan ikke skrive ærefrygt uden at skrive frygt
Vegard Sverre Teitan, bedre kendt som den sorte troldmand Ihsahn, har siden 1990’erne været en veritabel institution indenfor blackmetallen, primært qua sin gøren og laden i Emperor. Men i snart to årtier har han udgivet det ene pragteksemplar efter det andet (hvis man da ser bort fra de to særdeles skuffende EP’er Telemark og Pharos), og det er derfor heller ikke for sjov, at han intet mindre end tre gange har scoret 10/10 her på Heavymetal.dk. Det er derfor med en vis ærefrygt, at man går til mandens nyeste epos, Ihsahn – da det er utroligt nemt at antage, at det atter en gang vil være mesterligt, men samtidig er der altid en nagende frygt for, at det er det modsatte; ingen kan da blive ved med at udgive mesterværk efter mesterværk, selv ikke Onkel Sweater – eller kan han?
Kejseren er død, længe leve kejseren!
Selvom Ihsahn ikke er meget for at blive sat i en bås, så har essensen af hans musik altid været black metal, uanset hvor meget jazz, prog og andet gøgl, han så ellers smider ned i gryden, og her er mandens ottende soloplade ingen undtagelse. Faktisk er Ihsahn nok noget af det mest kulsorte, han har udgivet siden sine Emperor-dage, hvilket måske skyldes, at han de seneste par år konstant er blevet spurgt, om ikke de kunne finde på at lave en ny plade – hvortil han hver gang har sagt ”nei!” efterfulgt af et udsagn om, at det alligevel ville ende at lyde som den musik, han selv laver. Og det bliver da også understreget her på Ihsahn. Nok er musikken her langt mere groovy og svulstig, end Emperor nogensinde har været. Desudener der tremoloriffs eller troldmandsrelateret lyrik at komme efter, men alligevel spøger kejserens ånd igennem hele albummet. Dette er især tydeligt, når det kommer til de mange symfoniske passager, som fylder en hel del igennem Ihsahn. Bare lyt til numrene ”A Taste of the Ambrosia” og ”Hubris and Blue Devils”, der begge er fremragende – om end teoretiske – bud på, hvordan Emperor anno 2024 ville lyde.
Dog kammer det også over med symfonisk plimplam nu og da takket være de tre(!) instrumentale intermezzi ”Cervus Venator”, ”Anima Extraneae” og albummets lukker, ”Sonata Profana” – den slags små afbrydelser hører ingen steder hjemme og skulle være blevet på en harddisk i studiet. Jeg havde også foretrukket, at guitarlyden havde fået lov at fylde bare lidt mere i lydbilledet. Det stakkels instrument fremstår ofte en kende blodfattigt, og det er en skam, da det jo nok er det instrument, de fleste forbinder med Ihsahn.
Men ser man bort fra de tre afbrydelser, så er der ikke mange fingre at sætte på Ihsahn. Blackmetallens svar på Devin Townsend er fortsat en ekstraordinært dygtig musiker, sangskriver og komponist, der let og utroligt elegant formår at valse fra genre til genre, uden at det virker klodset, forceret eller unaturligt. Her er det værd at fremhæve ”Blood Trails to Love” – et nummer, der begynder med en ganske bidsk blackintro, men slutter i storladen stadionrock komplet med et progget mellemspil. Så atter en gang cementerer Ihsahn, at han er en del af det øverste lag og en sand autoritetsfigur, når det kommer til metal og ekstrem musik generelt: Når Onkel Ihsahn taler, så skal man lytte!
Tæsk din tvivl, og bank din frygt!
Jeg skal da blankt indrømme, at oven på de to fesne EP’er så var jeg da nervøs for, hvordan et nyt Ihsahn-album ville lyde. Heldigvis formår troldkarlen at tage min nervøsitet og give den sådan en på lampen, at den næppe kommer igen. Nok er Ihsahn ikke helt på niveau med Ámr eller Arktis, men det havde også været grådigt – faktisk ufint – at forlange og forvente dette.
