Metalmættede mastodonter

Det sker en gang imellem, at vi anmelder ting her på sitet, der ikke er metal eller rock, men som vi stadigvæk mener kan have interesse for vores læsere. Det er Host et pragteksempel på, da det er et nyt sideprojekt dannet af de to metallegender Nick Holmes og Greg Mackintosh fra Paradise Lost. Navnet Host er en reference til Paradise Losts album af selvsamme navn, som splittede vandene – deri ligger nok også en drilsk hentydning til, at det her projekt vil splitte vandene og lydmæssigt være i samme boldgade som Host (1999). Da jeg selv hørte ”Tomorrow’s Sky” flere måneder siden, blev jeg nysgerrig efter, hvad IX mon kunne tilbyde. Ville resten af albummet have Depeche Mode 80’er-stemning? Ville de kunne beherske en genre og et felt, som er så anderledes? Som magasinets selvudnævnte poptøs og ham, der er glad for al slags musik, så længe der er stemning, gode melodier og hooks, så var det naturligt, at det var mig, der skulle få æren af at anmelde denne anderledes størrelse.

En retrospektiv rejse

Der skal ingen tvivl herske om, at det altid er med en vis skepsis, jeg lytter til sideprojekter. Ofte bliver det lidt a la ”musik, der var for dårlig til at komme med på det primære bands plader”. Dog er der også mange sideprojekter, som er helt igennem fantastiske, og som gør det, de skal: give kunstnere en mulighed for at lave en helt anden type musik, som ikke passer ind i rammerne for deres primære band. Heldigvis hører Host til sidstnævnte, og det er tydeligt allerede på albummets første skæring, ”Wretched Soul”. En sang, der påviser, at albummet er en klar dyrkelse af lyden på Paradise Losts Host. Men adskillelsen består i, hvor meget mere der gås amok med at dyrke 80’er-inspirationer fra synthpop, gothic rock og dark wave. Nummeret starter med et lille akustisk guitarstykke, hvortil der hurtigt stempler flere instrumenter ind sammen med Nick Holmes barytonvokal, som bruges i den mere lave ende af hans register. Lyden er sprød og flot produceret, og det er selvfølgelig en mere moderne produktion, end vi kender det fra 80’ernes Depeche Mode, New Order eller The Cure. Selve omkvædet i sangen får lidt flere lydflader med synth og det, der lyder som et strygerarrangement. Ret elegant start på albummet med god sangskrivning og hæder til 80’ernes synthpop og new wave helte.

”Wretched Soul” slår over i singlen ”Tomorrow’s Sky”, som er en af pladens bedste skæringer. Den elektroniske intro sender minderne hen mod Kraftwerk, mens selve sangen er en af albummets mere upbeat numre, hvor Nick Holmes synger i den høje ende af sit register. Sangen besidder et supercatchy omkvæd og veludførte vokalharmonier. Generelt er albummet spækket med gode vokalharmonier, og det er helt tydeligt, at det er dygtige musikere, som er gået sammen om IX. Jeg skulle ikke lytte mere end et par gange, før jeg sang med på ”Tomorrow’s Sky” og tappede rytmen med fødderne. Det er også værd at nævne en skæring som ”Years of Suspicion”, som er mere kraftigt influeret af dark wave-elementer, og dens brug af højlydte trommer giver næsten en grandios og intimiderende følelse.

Der kan i det hele taget fremhæves mange gode momenter. Det er svært at sætte en finger på noget, der er decideret dårligt eller falder helt igennem. Det eneste, der mangler, er måske de helt store momenter. IX er godt skåret til, absolut ingen fyld og er spækket med virkelig lækker sangskrivning – især i betragtning af at det er to musikere, der ikke normalt befinder sig i denne genre. Selvom Host er voldsomt inspireret af 80’ernes synthpop og new wave-helte, så giver de det deres eget strøg af originalitet med den mere moderne produktion og en smule mere mørk stemning. Lidt kækt sat på spidsen, så er det som en sammensmeltning af The Cure, oldschool Nine Inch Nails, Depeche Mode og Kraftwerk i en moderne fortolkning med Holmes flotte barytonstemme.

Årets bedste uventede overraskelse?

Dette er i sandhed en af årets større overraskelser. Både det at Nick Holmes og Greg Mackintosh syntes, de skulle lave et sideprojekt sammen, for det har de haft mange år til at gøre, men ligeledes hvor god en plade, det faktisk er blevet. Når man lytter, så giver det god mening, at de vil dette udenfor Paradise Lost-rammerne. Der er klart noget 80’er-kærlighed, der skulle ud af systemet. Er du ligesom mig, ret glad for noget af det synthpop, som der kom ud af 80’erne, så vil du nok også forelske dig i dette album. Det er et helt perfekt album til at gå igennem byens tomme gange en mørk aften, hvor lyset fra gadelamperne og vinduerne sætter stemningen. Det er også et perfekt soundtrack til at hoppe hen foran pejsen efter en lang arbejdsdag med sin yndlingsdrik i hånden og bare lade sig opsluge af Hosts univers. IX vil i hvert fald befinde sig i jævnlig rotation på mit anlæg i år.