Et navn er et navn er et navn
At metalbands skal have fede, seje og provokerende navne, er nærmest en naturlov – og igennem metallens lange levetid har vi da også set utallige eksempler på dette. Navne, som formår at fortælle den potentielle lytter – allerede før musikken spiller – helt præcist, hvor sejt det pågældende band er. Men ingen regler uden undtagelser, for der er da også eksempler på bands, der enten har valgt at slå op i den store ”Hvad kan du blive?”-bog eller bare har grebet fat i den første den bedste bog med fagtermer. Og slutteligt er de artister, der enten bare finder på et hjemmestrikket ord eller kigger på deres eget kørekort. Jeg siger ikke, at Metallica ikke havde fået succes, hvis de nu havde heddet Lars i stedet, men … Og meget apropos så har Helge lavet en ny skive.
And now for something completely different
Det er lidt over to år siden, det danske ”spirituelle døds-black”-band udgav sin debut. Et album, som en tidligere kollega her på Heavymetal.dk roste til skyerne og smed hele ni kranier efter. Den entusiasme må jeg blankt erkende, at jeg bestemt ikke delte for Neuroplasticity. Jeg fandt det rodet, generisk og identitetsløst, men i og med al begyndelse er svær, og alle fortjener en chance til, så lad os da se, hvad Gidinawendimin er for en størrelse. Albummets titel, som i øvrigt er det perfekte ”jeg vinder”-ord i Scrabble, stammer fra ojibwaindianernes sprog og betyder noget i stil med ”vi er alle beslægtede” – og det er jo smukt og taler direkte ind i Helges spirituelle – shamanistiske, om man vil – grundessens. Ergo er der tænkt over tematikken bag albummet, og ligeså er der da også blevet inviteret anerkendte gæster med; der er både Nanna Barslev (Ættir mm.) og Sonja Rosenlund (Panzerchrist) med. Men er store tanker, større temaer og dygtige gæster så automatisk lig med stor kunst? Nix!
De ting, som jeg påpegede, var galt med Neuroplasticity, er, desværre, også at finde på denne skive. Lad os da bare starte med albummets åbningsnummer, ”Den Indre Ild” – det nummer virker til at være planket 1:1 fra Batushkas EP Raskol. Især er introen så godt som sakset fra sangen ”Irmos I”. Ligeså låner den, i øvrigt komplet ligegyldige, instrumentale sang ”Another Home” ret meget fra en anden Batushka-EP, nemlig Carju Niebiesnyj. Men det er desværre ikke kun de kreative mangler, der er problemet her. Helt overordnet set er problemet, at musikken simpelthen er noget rod – fra ende til anden. Tag nu ”Sprout”, hvor der er en midtersektion, hvor Barslevs vokal akkompagnerer noget folk-guitar, men ingen har fortalt trommeslageren, at hans rytme og tempo skal matche – så det stykke, der ellers kunne have været rigtig fint, fremstår kluntet. Så er der det faktum, at vokaltjansen i Helge bliver delt mellem Danny Woe og Torsten Madsen. Ideen med to forskellige vokalister er igen en god en, hvis det altså virker – og det gør det ikke. Madsens vokal, der mest af alt minder om Messiah fra Candlemass, matcher slet ikke musikken, og første gang man støder på den, er det så malplaceret og pludseligt, at man savner John Cleese til at proklamere ”and now for something completely different!”. Så selvom samtlige medvirkende er dygtige musikere, hvilket de to ”Fading Relatives”-numre beviser, så forbliver resultatet ganske gennemsnitligt.
Grib momentet og tronen!
Overordnet set er det rigtig svært for mig at påpege, hvad der virker –i forhold til albummet, men også Helge helt generelt. Når man ser på de genrer, jeg tit giver høje karakterer, jamen så burde Helge faktisk passe rigtigt fint ind med sit mix af folk, black og død. Ydermere er det ikke just en genrekombination, som man ellers rigtigt finder i Danmark; der skal vi tit syd for grænsen. Men der er så mange ting, jeg savner eller synes, burde være gjort markant anderledes, at det ikke kan betale sig at remse dem alle op. Så lad mig i stedet rette fokus imod, hvad der rent faktisk virker for Helge – nemlig de musikalske kapabiliteter og grundessensen af bandet. Danmark har afgjort brug for et pagan-black-death-band; det er der absolut ingen tvivl om, især i disse tider, hvor den danske metalscene er ved at blive oversvømmet af hardcorebands iført hvide tennissokker, der alle synger om, hvor hårdt det er at være dem. Så jeg holder faktisk med Helge, og jeg ønsker dem kun det bedste, deriblandt succes – for potentialet er her, og pladsen er ledig. Så nu mangler vi bare, at gruppen virkeligt strammer op, så vi alle kan råbe: ”Helge to the King, baby!”.
