Haunted og HMDK. Gamle venner.

Da siden her var ung, lagde The Haunted ud som thrashens skandinaviske arvtagere. Med tidens gang og diverse udskiftninger i besætningen blev de Göteborg-dødens pendant til groovemetallens store, internationale stjerner. På de seneste udgivelser har The Haunted lagt sig tæt på Machine Head og Lamb Of God. Deres forrige album, den melodisk-dødsmetalliske Strength In Numbers, fik en god medfart hos HMDK. Med et nyt album er det spørgsmålet, hvor på metalspektret svenskerne denne gang har lagt til kaj.

Warhead

Der lægges thrashmetallisk ud med ”Warhead”, som buldrer helt op til max på rabalderskalaen. The Haunted viser sig at være krigsberedte, og det er de heldigvis på hele albummet, men thrashen er en ingrediens, som albummet er mere sparsomt doseret med. Generelt tager svenskerne stafetten op fra Strength in Numbers, altså melodisk dødsmetal med lidt thrashede noter, den slags dødsmetal man med sindsro kan lytte til, når man har behov for at føle sig lidt farlig. For særligt farlige er hverken ”In Fire Reborn” eller ”To Bleed Out”, selvom sidstnævnte fortsætter thrashstilen, kvæler det radiovenlige omkvæd al gejst. Det bumler ud på melodiske stier, der stinker langt væk af bayersk ’Bierhalle’. Nummeret er for så vidt helt i orden, men man klarer ikke mange omgange ved de bayerske tappehaner. Her viser The Haunted anno 2025 sig som dødsmetal for dem, der egentlig bare vil høre Volbeat og have en fadøl.

Albummets styrke er mangfoldigheden og variationen, for der uddeles både fæle klichéer og knastørre håndmadder. ”Death to the Crown” fyrer løs fra start til slut, og igen er det den thrashede groovemetal eller den groovede thrashmetal, der styrer. Der er flere af den slags perler, og så betyder det mindre, at der er en stribe skæringer af ret jævnt tilsnit. ”Salvation Recalled” og “Unbound” er ret jævn oktoberfest for P3-lyttere, men det glemmer man i vrimlen, særligt når (næsten)-titelnummeret ”Letters of Last Resort” lader elementer af Panteras ”Medicine Man” spøge i kulissen. Med sin underlige, snakkende vokal over en uendelig sløjfebasgang er den noget, som Phil Anselmo sagtens kunne drømme sammen. Nummeret tager den afsluttende runde på et kongeriff, som reelt er det eneste på albummet, der har nosser nok til at stå alene. Det er også værd at nævne ”Labyrinth of Lies”, en velfungerende bøllebanket hårdrocker i mellemtempo. Ikke langt fra Slayers langsommere numre. Som det fremgår, tegner Songs of Last Resort en pæn cirkel.

Der sniger sig dog en følelse af sterilitet ind, hvor lyd og trommespil er afgørende faktorer. Lyden er en anelse for gennemarbejdet, hvor trommerne er blevet ofret til fordel for helheden. Jeg savner mere tonalt spænd mellem stortrommen og tammerne, hvorfor man ikke bemærker rundgange eller detaljerne i spillet. Der mangler dynamik, nok ikke kun i produktionen, men også i tilgangen til instrumentet, for rundgangene bidrager ikke til helheden. Tag Dave Lombardo som et fantastisk eksempel, han lyder og spiller helt anderledes. Lombardos rundgange er så hæsblæsende og tumultariske, at de fremstår som rene bombardementer. Og der er plads til dem i lydbilledet.

I gamle dage var alting bedre

Jaja, jeg ved det. Jeg er en gammel sur anmelder, der skal huske at tage sin Treo og skifte navn til Thomas. Det ændrer dog ikke på fakta: The Haunted er ikke længere det samme band, som udgav Revolver. Der er ikke den samme brændende, kreative ild. Det kan siges om alle, der har været med siden ungdommen, og nu slæber rundt på grå skægstubbe og en hårgrænse, der er kravlet ned bag ørerne. Det er sandt og samtidig en uretfærdig og flabet udmelding. Mere retfærdigt er det at sige, at de her rutinerede, erfarne gutter nok har slæbt lidt for meget erfaring og rutine med i studiet. Derfor er der en håndfuld skæringer, der kører den lidt for stilrent hjem, mens der samtidig med rutineret overskud er skabt en tilsvarende håndfuld perler.