Det er nu snart fem år siden at Grip Inc. udgav "Solidify", men nu som ud af det blå er de her igen med deres mest diverse udspil nogensinde. Det er stadig ingen tvivl om hvem man har med at gøre, så snart den lille sølvskive spinder rundt. Bandet er stadig noget af det mest ukonforme man kan komme i nærheden af; flamenco inspireret guitarspil blandes med Slayer trommedræber Dave Lombardos unikke stil. Lige fra det første nummer, "Curse (of the Cloth)", til den afsluttende "Man With NO Insides", slynges man rundt lige fra det ene ekstrem til det andet. En sang som "The Answer" har endda en smule Rammstein agtig militærisk march rytme over sig, selvom Hanekams sanger Gus G dog ikke synger tysk. Men man har heldigvis igen fundet tilbage til de gamle Thrash rødder, som jo var mest dominerende på debuten "Power Of Inner Strength" - en ting man især hører på "Endowment Of Apathy". En ny ting er den sørgmodige "Build To Resist", som understøttes af en cello, spillet af Apocalyptica's Eicca Toppinen og giver nummeret et vis Beatles flair. Det mest dominerende element er dog det latinske, som jo nok skyldes Dave Lombardos Cubanske rødder. Men det er også fedt at høre at han kan spille meget andet, end det typiske fart og aggressions prægede spil han er kendt og forgudet for. Desuden er Waldemar's guitarspil noget af det innovative jeg har hørt længe, man skulle tro at manden tager sin guitar med på lokummet. Waldemar har også igen givet bandet en fed og tung produktion, men han er jo heller ikke nogen nybegynder og har forædlet flere plader i det legendariske Woodhouse studie. Med "Incorporated" er det lykkedes bandet at levere et solidt comeback der sagtens kan gøre sig ved siden af Nemesis og Solidify, selvom man ikke formår at toppe den overseje debut. Welcome back guys!