Når jeg sidder med denne plade i hånden, uden i forvejen at have stiftet bekendtskab med bandet, ryger min forventning i vejret. Coverets artwork er rigtig lækkert og leder ens tanker hen på teknisk, prog-power, med hjerte for et tekstunivers der flirter med fantasygenren. Dette er desværre ikke forventninger der bliver indfriet. Men nu skal bandet ikke bedømmes alene på coverets art-work.
Bandet stammer fra Rusland og har eksisteret siden midten af 90'erne, hvor de primært spillede dødsmetal. Idag har de skruet lidt ned for de aggressive riffs og bevæger sig nu et sted mellem en traditionel metal og metalcore, men med afstikkere i nu-metallen. Det tekniske niveau og produktionen fejler ikke noget. Faktisk er det lidt lækkert at lytte til. Riff’ne er spændende og hårde. Trommeslageren gør et hæderligt stykke arbejde. Forsangeren har jeg det derimod lidt svært ved. Han lyder fuldstændig som Jonathan Davis fra KoRn. Ikke bare en lille smule, men ret meget! Da jeg hørte pladen første gang, måtte jeg lige kigge efter, at det ikke var en KoRn-cd jeg havde sat i anlægget. For bandet minder skræmmende meget om dem. Men numrene på pladen lyder fedt og hvis man er helt vild med KoRns lyd, så kan man godt købe denne skive og blive glad for den. Den er rig på catchy melodier og specielt nummeret "Away From Now," der virkelig sparker røv og har et rigtig lækkert omkvæd. Man kan ikke høre på bandet de er russiske, da forsangerens stemme er helt uden accent og har en flot engelsk udtale. Karakteren gives udelukkende for bandets tekniske kunnen. Jeg vil ikke mene der er meget nyt under solen i Grenours tilfælde, da de minder så meget om KoRn som de gør.