Oldtidskundskab er rykket ind på den engelske pub

I græsk mytologi var gorgonerne tre søstre – Stheno, Euryale og Medusa – som engang havde været smukke kvinder, men senere forbandet til de grusomme væsner med slangehår, som vi kender, da de havde sammenlignet deres skønhed med selveste Athene. Hvordan dette på nogen måde kan relateres til Kristus, har jeg ingen ide om. Men britiske Gorgonchrist er åbenbart af den opfattelse, at der kan være en sammenhæng, selvom jeg vil tillade mig at være i tvivl om eksistensen af større filosofiske tanker udelukkende baseret på, at bandets seneste plade hedder And Justice For Balls.

Piben og guitaren skal ikke deles 50/50

Genremæssigt er vi heller ikke ude i noget, som umiddelbart indikerer dybdegående analyser af græske sagn og deres sammenhæng med religiøse tekster. Black metallisk crust punk blandet med en smule sludge er nemlig, hvad Gorgonchrist lægger for dagen.

Nu er der nok nogen, som vil mene, at jeg er lidt hård ved Gorgonchrist og And Justice For Balls. Men man skal meget få sekunder ind i åbneren “Toaster Inferno”, før man med lethed kan afgøre renheden af det metamfetamin, som bliver produceret i bandets øvelokale. Og nej, Walter White ville ikke være stolt. Men nu er det ikke kvaliteten af primærfarvede rusmidler, men musikken som det handler om. Og man kan ikke undgå at blive revet med af den rå, skramlede og totalt uimponerede charme, som “Toaster Inferno” og “The Dragon’s Treasure” lægger for dagen. Blackens skramlede andenbølge-riffs, går hånd i hånd ind i skuret med Skitsystems destruktive og fandenivoldske crust og korpulerer, så det lyder som en hel svinestald. Specielt måden, hvorpå “The Dragon's Treasure” krydser sludgen med rock’n’roll udgaven af Darkthrones “Over Fjell og Gjennom Torner”, er fantastisk medrivende. Methen skal dog også distribueres, og vores kurér er i dag “Legs of a Penguin”. Tag den mest ramponerede Ford Transit, du kan forestille dig – døre, skærme, undervogn, alt er på nippet til at falde fra hinanden, og sæt den så til at brage rundt på diverse engelske småveje og grusstier. Det er vanvittig dumt, men næsten lige så afhængighedsskabende som meth.

Noget, som til gengæld ikke er afhængighedsskabende, er resten af pladen. Her lyder det nemlig til, at Gorgonchrist ikke har hørt efter, da der blev sagt: “don't get high on your own supply”. “I Cum Brûlee” har acceptable momenter, men bare det, at nummeret efter tyve sekunder plagierer “Roots Bloody Roots”, det gør, at hele resten af nummeret tabt. “Anal Civilisations” er drevet af intet andet end jordens absolut mest slidte og kedelige sludge-riff, og så demonstrerer “Satanic Cunt Slicer” og “Monkey Pump” fint, at Gorgonchrists kendskab til black metal-riffs kan tælles på meget få fingre. Til sidst har vi “Dr. Lovefire”, som lyder til at være riffs tabt på gulvet i øvelokalet og febrilsk sat sammen med lige dele gaffatape og folkeskolens limstifter. Næsten syv og et halvt minuts tilfældige black-, punk- og sludge-ligegyldigheder. I inklusionens og gavmildhedens tegn kan vi dog godt runde op til ti minutters totale ligegyldigheder, hvis vi også inkluderer mellemspillene “Questions From a Victorian Mortuary, Pt. 4” og “Questions… Pt. 69”. For det er da to numre, som ikke er andet end makulatorføde.

Idioti skal være målrettet

Havde jeg forventet, at Gorgonchrists And Justice For Balls ville blæse mig bagover? Overhovedet ikke. Jeg havde forventet idioti, og på cirka halvdelen af pladen leverer briterne lige præcis den slags rå, skramlede og tilbagelænede idioti, som netop lever i bedste velgående i krydsfeltet mellem black, punk og sludge. Der, hvor filmen knækker, er, når Gorgonchrist forfalder til dovent idioti. Det er de nemme udveje, som bliver taget, numrene føles uinspirerede, og gnisten af bevidst dumhed er forsvundet hurtigere end en handelsbod på Pusher Street. Bandet føles, ja, forstenet.