Kunst...?
Italienske Genus Ordinis Dei leverede en ganske habil debut tilbage i 2013. Et album, hvis eneste reelle problem var forsanger Nick, der ikke helt havde fundet sin egen stemme endnu. Det gjorde han dog på deres efterfølgende EP i 2016. Desværre smed bandet det hele over styr og lavede et forglemmeligt og møgkedeligt album i 2017. Det virkede til, at bandet godt selv kunne mærke, at Great Olden Dynasty ikke just var noget værd at skrive hjem om – så derfor valgte bandet at gå all in på store armbevægelser og skøre ideer. Resultatet af dette er så deres tredje album, Glare of Deliverance, som ikke kun er et musikalbum, nej-nej da, det er også en hel lille opera fortalt gennem både musikken og de ti musikvideoer. Hele balladen blev finansieret ved hjælp af en crowdfunding-kampagne, som bandet kørte sidste år. Men én ting er at have en god ide og en pose penge. En anden ting er at formå at lave et ordentligt produkt …
Højt af flyve, dybt at falde
Genus Ordinis Dei kan bedst beskrives som ”Septicflesh møder Lamb of God”, så forvent masser af groove riffs og rytmer pakket ind i en allerhelvedes masse symfonisk muzak hevet ud af diverse keyboards, synthesizers og computere. Glare of Deliverance fortæller, eller forsøger at fortælle, historien om den unge, smukke og mystiske Eleanor, der bliver jagtet af Inkvisitionen, fordi hun jo netop grundet sine tidligere beskrevne attributer må være en fæl og nederdrægtig heks, der ønsker at forvandle alle landsbyens beboere til tudser og andre skadedyr. Og hvis du sidder og tænker, at den historie er omtrent lige så original som jokes om, at DSB kommer for sent, så er du ikke den eneste. Men åbenbart har italienerne ment, at sådan en klassiker da sagtens kan tåle en gang til igennem møllen.
Jeg kan godt lide konceptalbums, og jeg sætter faktisk pris på, hvis et band formår at fortælle en historie igennem sin musik, det er bare virkelig sjældent, at det lykkes. Genus Ordinis Dei er ikke dårlige musikere, men de er dårlige til at formidle deres historie via deres musik. Jeg skal erkende, at jeg faktisk er flintrende ligeglad med, om Eleanor er en heks eller ej, om hvorvidt hun formår at stikke af, bliver reddet af prinsen på den hvide hest eller bliver sat på hjul og stejle – det rager mig faktisk en papand. Musikken og rammefortællingen spænder konstant ben for hinanden, enten ved at der bliver gjort plads til alt for lange passager, hvor den onde sorte præst mumler, eller også ved at det symfoniske element bare væver derudad uden noget reelt formål. Jeg sidder faktisk og får lidt PTSD, for jeg bliver mindet om dengang, jeg – af uransagelige årsager – sagde ja til at anmelde Therions tre timer lange opera, Beloved Antichrist. Der var problemet dog den totale mangel på metal og pondus, hvilket lidt er problemet med Glare of Deliverance. Her er ikke mangel på hverken metal eller gennemslagskraft, men trods det, så fungerer det stadig væk ikke. Måske fordi, at ingen fortælleform bliver bedre af at blive serveret med gadagung-riffs akkompagneret af uendelige keyboardsoloer.
En lort dækket af bladguld er stadig en lort
Jeg er helt sikker på, at Genus Ordinis Dei synes, de havde fået verdens bedste ide, da de tænkte, at en dødsmetalopera fortalt ved hjælp af YouTube-videoer var vejen frem. Det har sikkert været et af de der ”det her har ingen andre gjort før!”-momenter. Det er bare alfa og omega, at den slags øjeblikke altid, altid, altid efterfølges af et ”men hvorfor har igen gjort det før?”. De siger Genus Ordinis Dei spiller storladen, men impotent dødsmetal, men de siger ikke, hvorfor Genus Ordinis Dei spiller storladen, men impotent dødsmetal. Jeg troede ikke, det kunne lade sig gøre, at de ville formå at lave et album mere ligegyldigt end Great Olden Dynasty … Tja, der tog jeg så – desværre – fejl. For nok er Glare of Deliverance et stort og flot værk, men det er også et ligegyldigt værk. Som et Monetmaleri utrolig smukt på lang afstand, men når du går helt tæt på, indser du, at det bare er noget klatværk.