Apollo 666

Sci-fi-black er de sidste par år blevet til en mikrogenre, som flere og flere bands erkender sig til, hvoraf de helt store spillere er Vorga og Labyrinthus Stellarum. Imperialist er egentlig ældre end de to, men de har været længere tid om at få fingeren ud – og så har deres skiver bare ikke fået helt samme opmærksomhed. Det kan skyldes så meget, og personligt synes jeg da også, at både Vorga og Labyrinthus Stellarum har fået lige lovlig meget ros igennem deres respektive karrierer. Men nu er disse fire californiske astronauter klar til deres tredje tur ud i det uendelige univers. Så er spørgsmålet, om denne ekspedition går som Apollo 11-missionen eller som Apollo 13.

I rummet kan ingen høre blegh

Når musik skal repræsentere science fiction eller rummet, så bliver det oftest gjort via diverse filmiske virkemidler. Satellitter, der brummer, rumvæsner, der snerrer, eller robotter, der bipper. Ligeså er der næsten altid et keyboard, der får lov til at komme med en masse syrede lyde, og guitaristen har også fået lov til at gå shopamok og har derfor indkøbt et ton af rumlang-, ekko- og flangerpedaler. Men alt det, det gider Imperialist ikke – eller næsten ikke. Det er faktisk kun lige på ”Heavens Sunder”, et instrumentalt intermezzo på under to minutter, at man finder alle disse klichéer. De resterende otte numre er alle melodisk black metal a la Sverige, ikke langt fra bands som Dark Funeral, Lord Belial og Dissection tilsat et skvat Emperor. Imperialist tilføjer dog noget teknisk snilde, som Lord Belial eller Dark Funeral aldrig har haft. Dette kommer især til udtryk i de mange udmærkede guitarsoli – man er bestemt ikke i tvivl om, hvorvidt de her drenge kan spille, for dét kan de!

Musikken er dog en kende for poleret, til det rigtigt batter, og vokalen ligger for højt i mixet. Hvilket er lidt af et problem, da Sergio Sotos vokal har en snert af noget, jeg forbinder med en dårlig Anders And-skurk. Hans hæse vokal er simpelthen for tegneserieagtig. Sangskrivningen kunne også godt være bedre, for selvom musikken overordnet er udmærket, så er der altså tidspunkter, hvorpå kvintetten fra Californien lige skrider i svinget. ”Union of the Swarm” er slet ikke et stærkt nok nummer til at kunne bære en spilletid på seks minutter – nu hvor det nok kun er de tre af dem, der er gode. Det samme gælder egentlig både ”Nocturnal Eon” og ”A Ghost Abandoned”, dog ikke i helt så høj grad, men det ændrer ikke på, at de to kunne have stået skarpere – hvilket faktisk er den nemmeste måde at beskrive Prime på.

Lang vej endnu

Imperialist har bestemt masser af potentiale, og de kan dælme spille. Men der er nu alligevel langt til målstregen. Der skal mere til at imponere mig end at spille svensk melo-black tilsat guitarblær, selvom det da er et godt startsted. Ergo kan jeg nu faktisk godt forstå, hvorfor de ikke er nået længere, trods at de har eksisteret siden 2013, for Prime virker mere som et debutalbum, eller måske opfølgeren, end album nummer tre. Her skulle man gerne have fundet sin egen vej og stil – eller i hvert fald have skabt et produkt, der virker mere selvsikkert, end Prime gør det.