Bjergtroldens brummen
The Humming Mountain kunne nemt være et alias for Gaahl selv. Den enorme, dystre og mumlende mørkemand er en af de helt store spillere, når det kommer til norsk black metal, og selv folk, der ikke kan nævne et eneste Gorgoroth-nummer, har set det famøse ”… Satan”-klip tusindvis af gange. Dog har Gaahl (eller Kristian Espedal, som jo er mandens navn) også ry for at være en herre, der er tung at danse med, og det virker til, han har svært ved virkelig at dedikere sig til diverse projekter, om det så har været God Seed, Wardruna, Trelldom eller et af de mange andre projekter, han har været inde over. Mandens nyeste projekt er så Gaahl’s WYRD, og The Humming Mountain er klar til at fortsætte, hvor GastiR - Ghosts Invited slap.
Den musikalske arv er en tung byrde
Qua hans fortid som frontfigur i diverse black metal-bands forventer man vel, at et projekt, som Gaahl er involveret i, primært er et black metal-projekt. Men efter at have lyttet til The Humming Mountain igen og igen er jeg simpelthen ikke sikker på, hvad hulen tankerne bag har været. Kanske ideen har været, at Gaahl har forsøgt at kombinere de stilarter, han har bearbejdet igennem sin musikalske karriere? På ”The Seed” leverer bandet en dyster og atmosfærisk akustisk omgang bjergtroldetrance, som vi kender det fra Wardruna, mens vi på ”The Humming Mountain” er tættere på postrock/blackgaze, som minder mere om Solstafír, og slutteligt får vi et nummer som ”The Dwell”, der nok er det tætteste, vi kommer på reel black metal a la både God Seed og Gorgoroth. Ergo virker det til, at The Humming Mountain er en hyldest til Gaahl selv eller måske nærmere en form for sonisk opsummering af hans karriere. Slutresultatet er dog en sær og rodet omgang, for den røde tråd er umulig at høre, og jeg har lidt hr. Gaahl mistænkt for at forsøge at gå sin mednordmand Ihsahn i bedene med sit forsøg på at lave skæv, progressiv og avantgardistisk moderne black metal.
The Humming Mountains er bygget op omkring repetition og monotoni, for nok er sangene forskellige, men hver sang er bygget op omkring lange passager, der kører i ring (eller nærmere tomgang). Selv et nummer som ”Awakening Remains – Before Leaving”, der næsten varer otte minutter, er utroligt minimalistisk og bygget op omkring to-tre dele, der så ellers bare kører igen og igen. Dette gøres tydeligvis for at lulle lytteren i en dyb, dyb trance, hvor tid og rum ophører med at eksistere – og det eneste, der nu findes, er lyden af Gaahls dybe, rungende messen. Det er meningen, du skal sidde med en følelse af ubehag, tomhed og en inderlig kulde. Så hvis man kun skulle bedømme The Humming Mountain ud fra stemningen alene, så var vi ude i de helt store karakterer, men vi er nødt til at forholde os til musikken også. Og se, der styrtdykker vi altså – desværre. For vi sidder reelt med et værk, hvor der – med lidt god vilje – er tre gode numre, og selv de numre har rigeligt med fyld, som kunne være blevet skåret fra.
Den er helt Gaahl
Ergo er det ikke nok at være et black metal-ikon. Ens status som blackmetallens Versace er ikke nok til at kunne skabe god musik og kunst; der skal altså også gode ideer samt god udførelse til. Og det er to ting, som The Humming Mountain mangler. Vi var ikke just begejstrede for Gaahl’s WYRDs debut, og desværre er dette minialbum en sløj efterfølger. Gaahl selv har udtalt, at der er et reelt album på vej, men de var simpelthen nødt til lige at indspille denne her først, for det var en historie, han bare måtte ud med. Jeg er ikke sikker på, hvilken historie han har forsøgt at fortælle, men jeg hæfter mig ved håbet om, at det næste stykke musik, de udgiver, har mere at byde på end både The Humming Mountain OG GastiR – Ghosts Invited – til sammen!