Vinylbanner
Frameless Scar - No Season Fits My Surroundings

No Season Fits My Surroundings

Udkom

Type:Demo
Genrer:Melodisk Death Metal, Metalcore
Spilletid:20:02
Antal numre:4

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Frameless Scar fra Esbjerg har indtil nu været et ubeskrevet blad for mit vedkommende. De har en demo fra 2003 bag dem og har tilsyneladende tidligere figureret under det noget misvisende navn Joketone. Frameless Scar er nemlig langt fra en joke, og "No Season Fits My Surroundings" fremstår som et yderst fokuseret og kontrolleret værk, hvori de gæve esbjergensere leverer en håndfast blanding af melodød og thrash. Produktionen er fornemt udført af Jacob Hansen og hele demoen har en dejlig fyldig lyd der oser langt væk af kvalitet; især guitarlyden skal roses. Alle fire numre er stopfyldte med melodiske stykker og soli, og fokus er generelt lagt i den bløde ende. Frameless Scar kan dog godt gå til den, men når dette sker, virker det oftest lidt for kontrolleret og gennemtænkt, hvorfor det aldrig virker som om bandet ’fyrer den af for fuld smadder’. Kunne de blot slippe tøjlerne en smule på næste album, ville dette bestemt blive modtaget med kyshånd af undertegnede. "No Season Fits My Surroundings" er en yderst potent udgivelse og demo-mæssigt kommer du ikke meget tættere på toppen. Frameless Scar har vist sig som et drønende interessant bud på et nyt topnavn på den danske metal-himmel og mon ikke bandet med deres næste udgivelse understreger dette med tyk dødstusch?
Metalvinyl

Tilføj kommentar