Store resultater nås ikke uden store ambitioner

Dobbelt op på fuzz

Den danske kvartet De Forbandede så dagens lys i 2015. Stærkt inspireret af klassisk fuzzrock som Jimi Hendrix og det psykedeliske hos Black Sabbath var bandet i første omgang et studieprojekt baseret på frontmand Peter Østergaard Christensens ideer. Senere, på opfordring fra keyboardspiller Michael Hansen Buur, blev bandet enige om at synge på dansk, og inden længe begyndte karrieren at tage fart.

Menneske er gruppens tredje langspiller, og det er en ganske solid sag, der som dobbeltalbum tæller hele 19 skæringer og en spilletid på lige knap halvanden time. Ambitiøst? Ja, for pokker. For ambitiøst? Nej, ikke for den tålmodige.

Kvalitet tager tid

Sidst vi hørte noget til De Forbandede, var det med albummet Den Evige Nat fra 2017. Bandet har dermed taget sig rigtig god tid til at skabe mere musik, og covidpandemien var i høj grad medvirkende til at skabe arbejdsro til det store projekt. Med deres egne ord dykker Menneske ned i ‘et bredt spektrum af den menneskelige væren med et særligt fokus på tidligere tiders grimme religiøse traditioner, nuets eksistentielle dilemmaer, det transcendentale universelle væsen og menneskets destruktive tendenser’. Noget af en mundfuld, må man sige, men langt hen ad vejen lykkes det rigtig flot.

Den dystre og dynamiske åbner “Horisontens Tomhed” sætter barren højt for en plade, der gerne vil en masse. Og måske også for meget, men det vender vi tilbage til. Undervejs får vi nemlig en god portion rigtig flot komponerede numre, der alle sender taknemmelige nik i retning af bandets førnævnte inspirationskilder, men også nyere navne som Ghost og danske Sort Sol. Her er alt fra fabelagtige fuzzbangere til store og dragende psykedeliske eposser, og selvom der er mange at vælge imellem, må man ikke misse den smukke single “Vinger”, den forrygende ørehænger “Omvendt Tyngdekraft” eller den flotte afslutter, titelnummeret “Menneske”.

Man kan ved første gennemlytning synes, at en del af musikken er lidt til den ensformige side – bevares, med en spilletid på 85 minutter er der en del, man skal igennem – men jo mere tid, man investerer i Menneske, jo mere vokser den. Og pludselig er det musikkens underfundige, melankolske skønhed og ikke mindst lyrikkens ditto, der kommer til at fylde. Den stille “Harmageddons Vej”, der på mange måder minder om Black Sabbaths episke “Planet Caravan”, folder sig fantastisk smukt ud ved gentagne gennemlytninger, og ligeledes kan “Jorden Ved Hvem Jeg Er” fremkalde både hang til headbang samt en tåre i øjenkrogen. Her er i visse momenter tale om psych rock i verdensklasse.

Alt godt kommer til den, som venter

En samlet spilletid på næsten halvanden time er lige i overkanten. Det utrænede psych rock-øre plus rockfans uden ret meget tålmodighed vil muligvis føle, at Menneske er lidt af en ørkenvandring. Men investerer man en god slat tid i pladen, venter en stor gevinst. Det bombastiske dobbeltalbum kunne godt være blevet skåret ned til 12 numre og en spilletid på en times tid, men uanset hvad kommer vi ikke udenom, at De Forbandede med denne uhyre ambitiøse udgivelse lykkes med at lave noget af det smukkeste, mest medrivende og ganske enkelt fedeste danske psych rock, undertegnede har hørt meget længe. En Copenhell-koncert i de sene nattetimer, hvor Menneske spilles fra ende til anden, står hermed meget højt på min ønskeseddel. Sikke en oplevelse, det kunne blive.