Bip-bop black
Britiske Firienholt spiller “epic black”, en genre, der kombinerer black metallens vokalstil og riffstruktur med en god, gedigen sjat dungeon synth-bip-bop. Det er musik til dem, der ønsker at føle sig som den onde hersker i et 8-bit-arkadespil, og hvem ønsker ikke det? En genre, der for alvor blev kickstartet af østrigske Summoning og senere gjort til folkeeje af amerikanske Caladan Brood. Netop disse to bands er ekstremt relevante at nævne, når man snakker om Firienholt, for man skal ikke lytte til mange sekunder af White Frost and Elder Blood, før det står soleklart, at denne engelske gruppe er kæmpe fans af netop Summoning og Caladan Brood – måske endda lidt for store fans.
Litterær lyrik
Hvor Summoning henter sin lyriske inspiration fra Tolkiens ’Ringenes Herre’ og Caladan Brood hos Steven Eriksons noget mere obskure bogserie ’Malazan Book of the Fallen’, har Firienholt denne gang kigget mod den polske forfatter Adrzej Sapkowskis ’Witcher’-serie. Som kæmpe fan af både epic black OG Sapkowskis litterære univers burde jeg også knuselske White Frost and Elder Blood, men efter mangen en gennemlytning må jeg konstatere, at det gør jeg ikke – og hvorfor gør jeg så ikke det?
Epic black er en genre, der er ekstremt afhængig af balancen mellem dungeon synthens atmosfæriske og elektroniske rytmer og black metallens råhed. Det er netop denne balance, som Caladan Brood og Summoning formår at ramme gang på gang, men det gælder desværre ikke Firienholt. De gæve englændere har et alt for stort fokus på netop synth-delen, og derfor får black-delen aldrig rigtig plads til at bryde igennem og skabe den sidestilling, som genren kræver. Udgivelsen mangler simpelthen pondus, hvilket både er skuffende, irriterende og ærlig talt mærkværdigt, da ’Witcher’-universet, som albummet er baseret på, bestemt ikke mangler pondus – tværtimod! De fire numre er også alt for lange, i forhold til hvordan musikerne vælger at bruge tiden. Det korteste nummer, ”The Wolf and the Raven”, varer næsten ti minutter, hvilket burde give masser af muligheder for at gøre en pokkers masse, men ak! Ligeledes er albummets lukker, ”Tedd Deireádh”, en skuffende ørkenvandring samt nærmest et plagiat af Caladan Broods episke nummer ”Book of the Fallen”.
Som jeg startede med at skrive, så er det faktum, at Firienholt er så store fans af Summoning og Caladan Brood, deres absolut største akilleshæl. Én ting er nemlig, at man hele tiden bliver mindet om de to bands, mens man lytter til White Frost and Elder Blood, det er hvad det er, men det absolut største problem er, at man samtidig sidder og undrer sig over, hvorfor man ikke har sat et af de to andre bands på anlægget i stedet. Hvilket egentlig er en skam, for trods sin ubalance mellem musikkens bærende elementer er det faktisk ikke et dårligt album, men herrejemini, hvor Firienholt dog mangler at lære at stå på egne ben!
Mig-problem vs. dem-problem
En del af mig har lyst til at være hårdere i forhold til min karakterbedømmelse. Men det er den del af mig, der er kæmpe black metal- og Witcher-fan, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg brændende ønsker mig et seriøst bud på en hæsblæsende omgang Witcher-metal. Men det er nu mere et ”mig-problem” end et Firienholt-problem, og derfor skal det ikke lægges dem til last. At bands laver udgivelser, hvor deres helte og inspirationskilder skinner lidt for tydeligt igennem, er det ikke noget nyt i – og det kan da også være charmerende nok. White Frost and Elder Blood er ikke et dårligt album trods åbenlyse skønhedsfejl – og eftersom vi næppe nogensinde får et nyt album fra Caladan Brood, så er Firienholt måske en udmærket afløser.