Fra grammy til nedsmeltning
Meget vand er løbet under broen, siden Fever 333 udgav deres EP, Made In America (2019), hvor titelnummeret landede dem en Grammy-nominering, og de hurtigt fulgte op på succesen med den lidt mere tvivlsomme STRENGTH IN NUMB333RS. I 2022 forlod guitarist Stephen Harrison og trommeslager Aric Improta bandet med kraftige praj om, at der var mange interne uenigheder. Brandon Davis og Thomas Pridgen trådte til som erstatningerne. Fever 333 valgte også at tilføje April Kae som bassist. DARKER WHITE er bandets første udgivelse siden de nye tilføjelser, og med en bassist i bandet, som efter sigende også kan lidt vokalmæssigt, er det spændende at høre, om der udfolder sig flere komplekse lag i de politiske feberdrømme.
POLITISK STATEMENT I CAPS-LOCK OG DREADLOCKS
Har bandet virkelig fået en bassist, som kan synge? Det er første tanke, der strøg igennem mit hoved efter første gennemlytning, for Fever 333 har ikke valgt at bringe dette element ret meget til overfladen. Fever 333 lyder, som de altid har gjort. De er selvfølgelig forsat politisk engagerede og vrede på hele systemet i USA., hvor ”dybe” systemkritiske vendinger som ”Guns don’t kill people. People kill people. Cops are killers” er det, som fylder sendefladen. Der er selvfølgelig også introsangen ”NEW WEST ORDER”, hvor vokalist Jason Aalon Butler lyrisk fremviser, hvor hårdt livet har været, men skide være med det, han trodsede det hele og blev til noget. Som taget ud af enhver rapsang fra en mainstream-artist. Flosklerne på albummet er næsten tilsvarende en abonnementstjeneste, som er unødvendigt kompleks at afbestille igen. Nu skal man ikke misforstå, hvad der skrives her. Det kan sagtens være superfedt, at et band er politisk engageret, men det er altså federe, når det gøres med kløgt frem for floskler i kø.
Hvad angår selve lydbilledet, så er en af Fever 333 spidskompetencer, at de forsat godt kan skrive ørehængende hooks for genren. Sange som ”NO HOSTAGES” og ”HIGHER POWER” har nogle ret fede guitarifs, som lidt kan minde om Rage Against The Machine’s ”Bull’s On Parade”, og det er svært ikke at lade sig rive lidt med af det. Der er dog alt for få af disse momenter på albummet. Desværre, så dræbes meget momentum på albummet af Butlers utroligt endimensionelle vokal, som hurtigt bliver enerverende i dens begrænsninger. Man kunne lidt vovet påstå, at Zack De La Rocha fra RATM også har en ret ensidig vokal, men der formår bandet at skabe kompositioner, som gør den musiske spændvidde mere interessant. Det er noget, Fever 333 også i høj grad prøver på for eksempel ved sange som ”NEGLILENCE”, hvor det er store orkestrale synth-lydflader og Butler, der fyrer rap af i bedste NF efterabende stil. Men der mangler flair og elegance som nogle groovy basriffs – og anden vokalist, kunne nok også have tilføjet noget. Ærgerligt, at bandet ikke har et medlem, som kan det... På mange punkter føles DARKER WHITE som det musiske svar på ’tomme tønder buldrer højest’, hvor ægtheden af vreden mod systemet og budskabet skal være det, som skaber musikken fremfor, ja, musikken.
Butlers forflosklede verden
Alt sammen bringer en tilbage til samme tanke; Hvor er April Kae i projektet her? Hvorfor skal Butler i det hele taget fylde så meget, som han egentligt gør på pladen? Modsat Made In America, som var spændende, fordi Fever 333 lyd var frisk, og Improta tilføjede en masse rytmisk flair, så falder DARKER WHITE helt fladt med dens levering. De søger at eksperimentere, men lyder som alle andre. Butler stjæler sendefladen, og hele rejsen bliver nogenlunde lige så interessant som at se maling tørre. Der følger næppe en Grammy-nominering med til denne plade, men i det mindste fik de leveret en systemkritisk plade med nogenlunde samme mængde politisk pondus, som Thunbergs nylige demonstration i København.
