Er det ikke jer fra…?

Det er ikke ret lang tid siden, jeg skamroste og fremhævede den nordamerikanske black metal scene – især pga. bands som Uada, Panzerfaust og Goatwhore. Men der er jo altid undtagelserne, der bekræfter reglen – og i denne sammenhæng må det så være debutaktuelle Feral Lord fra Los Angeles. Den store forskel på Feral Lord og de førnævnte bands er, at de bands alle har en unik lyd samt sonisk identitet – dét har Feral Lord ikke. Men hvad har de så?

Et lillebitte lys i mørket

Manglende originalitet er, som sådan, ikke et problem i sig selv. Masser af bands lige fra Baest til Volbeat rider på en bølge af succes, trods de begge gør noget, der er gjort før. Ligeledes flokkes folk stadig til biograferne for at se The Fast & The Furious og James Bond. Originalitet kan sandelig også blive for meget af det gode, og i den kunstneriske friheds navn skal bands da have lov til at lave præcis den form for musik, de ønsker. Men når det så er sagt, så ændrer det dog ikke på – kunstnerisk frihed eller ej – at Feral Lords debut slet og ret er noget skrammel. Bandet hylder den tidlige norske skole af blackmetal, hvor kaos og dissonans er de dominerende kræfter. Trommerne især hørmer af Darkthrone i den forstand, at de primært kører i et tempo og er produceret således, at det lyder, som om Hr. Plaguehammer har tømt hele køkkenskabet i jagten efter ting at slå på. Den konstante ”dukka-dukka-dukka” går derfor enormt hurtigt fra at være trættende at lytte til, til decideret enerverende. Der er kun få øjeblikke på albummet, hvor Plaguehammer skruer ned for tempoet, så man får en chance for at kunne høre og dechifrere resten af musikken, som kun er marginalt mindre irriterende og varieret – dog betydeligt bedre mixet og produceret, hvilket kun gør deres lydbillede endnu mere kaotisk.

Titelnummeret må dog siges at være det eneste lys i mørket på denne ellers så klodsede debut. Der er ikke tale om en Grammy-vinder, men de forsøger dog at variere fra deres formel ved en mere jazzet og melodisk tilgang, som minder mere om den østeuropæiske scene end den norske. Ideen er fin, og med en mindre aggressiv trommeslager kunne det måske have lykkedes – men igen insisterer Plaguehammer på at efterligne Animal dog uden charmen fra den ellers så kære, røde dukke.

Man kan dog høre samt fornemme, hvad Feral Lord prøver på. At de så ikke er i nærheden af at lykkedes, er desværre en anden sag, lidt på samme måde som et barn der forsøger at tegne efter et billede. Og der er gode ideer at spotte hist og pist, samt elementer der – på sigt – kan blive gode. ”Sinister Exultation”, ”The Purity of Corruption” og ”In the Realm of the Feral Lord” er alle i grænselandet til at kunne være udmærkede numre, her er både nogle veludførte temposkift, nogle melodiske passager og et par fine guitarriffs – trods det totale fravær af originalitet. Men de trommer…!

Kan man gøre hørerør trve?

Trods at Purity of Corruption er lige så original, som hvis jeg lancerede en ny chokoladebar med peanuts og kaldte den for en ”Smickers”, så er det ikke et håbløst værk. Feral Lord har masser af potentiale, og det kræver ikke engang, at de genopfinder den dybe tallerken. Men i det mindste bør én eller anden tage en alvorssnak med Plaguehammer og evt. slæbe ham forbi en ørelæge.