Advarselslamper

Fates Warning er et flagskib inden for progressiv metal, siges det. Ikke med det her album, siger jeg. Prog’en er absolut til at overse på den her omgang røvsyge røvballerock, der næsten ikke har fortjent, jeg bruger mere tid på den, end jeg allerede har gjort.

Imens i ølteltet på Røvballerup kræmmermarked…

For jeg har VIRKELIG anstrengt mig for at finde indgangsvinklen til det her forfejlede forsøg på at live deres lyd lidt op. Som regel er det sjovest at skrive en anmeldelse, når pladen enten er virkelig god eller jammerlig – det er straks sværere, når musikken er kedelig. Og det er desværre tilfældet her. Det stinker langt væk af afdanket rockstar på kræmmermarked, der er ingen substans i det, og når jeg kigger mine sparsomme noter igennem, kan jeg se, det har været svært at finde på noget at sige overhovedet – det være sig både positivt OG negativt. Og det er der, jeg rejser børster, for du skal død og pine kunne brænde igennem med din musik, uanset om det er noget lort eller the second coming.

Det er nogle dygtige musikere, ingen tvivl om det, og det hele er ganske nydeligt produceret og poleret og pakket lækkert ind, men det er lidt ligesom pakkerne i butiksvinduerne op til jul. Det ser skidegodt ud, men vi ved alle sammen godt, de er tomme. Forsanger Ray Alder har en halv-dramatisk vokal, men jeg synes, den bliver lidt anstrengende i længden; han prøver så hårdt på at lyde inderlig, men ender i stedet med at lyde forstoppet.

Hvis jeg skal sige noget pænt, hvilket jeg dog kan, så er ”Seven Stars” røvcatchy og byder på både eminent trommespil og en lækker solo, og ”The Light And Shade Of Things” bærer en lille smule præg af den dysterhed, der kendetegner Tool. Og det er vist det. Der er velsagtens flere ting rundt omkring på pladen, men helt ærligt, så drukner det komplet i den intetsigende hard/heavy rock, de har besluttet sig for at spilde min tid med.

Pull the plug

Desværre er min nyfundne kærlighed til progmetal komplet uforløst, og i stedet sidder jeg tilbage med følelsen af, at denne plade aldrig burde være blevet til noget. Det er kedeligt, tandløst og i virkeligheden et skridt tilbage i forhold til deres sidste plade, der kunne klassificeres som prog og havde meget mere at byde på. Efter 34 år burde det måske være på tide at erkende, den ikke går længere, for der er intet at komme efter her.