Riffs, groovy rytmer og et tvist af Wizzö hjælper de italienske rock-hanner lidt på vej

Siden sidst

Det er to år siden, de sidst gav lyd fra sig, dengang ikke med det store held. Men nu er de tilbage med lidt hjælp fra Wizzö (guitarist, Motörhead) og Damna (vokalist, Elvenking/Hell In The Club).
Netop Wizzö er tydeligvis et af deres store sats på dette album, da han medvirkede på deres første single/video, ”Mad Fall”, hvilket gav dem et godt kick i den rigtige retning ovenpå det mindre heldige album fra 2014.

En blandet, men god landhandel

Når du har sat albummet i afspilleren og trykket, er det første nummer, du støder på, “Out Of Gear” – en smuk blanding af riffs, der kærtegner øregangene.
Dette bliver efterfulgt af “Mad Fall”, som er en gave for selve albummet, da man tydeligt hører Wizzös guitarmagi kæle for nummeret.
Et tredje nummer, der er værd at nævne, er ”Could You Bid Me Farewell”. Her får man lyst til at lytte hele nummeret igennem, da melodien simpelthen ikke vil slippe sit tag i en, når den først er i gang. Netop dette har været næsten ikkeeksisterende på tidligere udgivelser, da de ofte har været kedelige og ligeud uinteressante kompositioner. Så derfor er ”Could You Bid Me Farewell” et rart bekendtskab på pladen. Fake Idols låner også en hånd, eller rettere stemme; denne gang er det fra Damna. Dette bekendtskab får vi på nummeret ”The City’s Burning” – dog ikke med samme ynde som Wizzö.

Udover disse er der dog en del numre, som bare ikke hænger ved. Tre femtedele af pladen er desværre i ånd med tidligere udgivelser og fanger simpelthen ikke lytterens opmærksomhed.
Det sagt, gemmer der sig endnu en overraskelse i form af et covernummer af The Chemical Brothers’ “Go”, hvilket giver albummet endnu et tvist, og kender man ikke nummeret i forvejen, ville man forføres til at tro, at nummeret rent faktisk skal spilles sådan.

Una bella confusione

Man kan roligt sige, at med dette album har vores italienske rock-hanner haft bedre held med sammensætningen af sange. De mangler stadig den dynamik, som bands ofte har, når de har spillet sammen flere år, men de prøver, og der gives kudos for sange, der er mere velskrevne, mere velspillede og mere fængende. Om det er på grund af Wizzös lille magi-tvist eller noget helt andet, det må være op til lytteren at afgøre. Men alt i alt vil jeg mene, at dette album er ’una bella confusione’.