Det modne Evanescence
Evanescence bragede i 2003 gennem lydmuren med debutalbummet Fallen, der helt fortjent prentede den unge Amy Lees navn og enestående vokal ind i hjernebarken hos et bemærkelsesværdigt bredt publikum.
Siden debuten har Evanescence eksperimenteret med forskellige formler og fortsætter med at gøre det på The Bitter Truth, der med ti års distance til seneste studiealbum per definition er et interessant genhør.
Det nye album repræsenterer på godt og ondt et mere modent band, og Evanescence personificeret i altoverskyggende Amy Lee som eneste tilbageværende oprindelige medlem synes at hvile mere i sig selv og klædeligt lade egne interesser veje tungere end kommercielle.
Fin stil trods voldsom oplevelse
Det gør unægtelig genremæssige udsving mere acceptable, at de er udtryk for et bevidst eksperiment snarere end ungdommelig søgen. Når det er sagt, er det ikke alt, der i overtegnedes øjne – og ører – hører hjemme på The Bitter Truth.
Evanescence indleder sit blot fjerde reelle studiealbum med en gang æterisk synth, der gør nærværende anmelder utryg, såvel i almindelighed som af frygt for, hvad resten af The Bitter Truth byder lytteren. Heldigvis glider introen over i ”Broken Pieces Shine”, der med velkendt evanescencesk storladenhed tilsat godt med trommer og spade burde have været valgt som intronummer.
Den gode stil fortsætter på den glimrende ”The Game Is Over”, men herefter sker der noget. Vi får med nummeret ”Yeah Right”, hvad der bedst kan beskrives som poprock. Isoleret set et fængslende nummer, der ville være herligt, hvis det ikke lige kom fra et rock-/metal-/goth-band. Det er nærmest 50’er-dansabelt og virker i konteksten både fejlcastet og ret underligt!
Efter denne voldsomme oplevelse ryger vi tilbage i samme fine rille på resten af albummet med førstesinglen ”Wasted On You” som et absolut højdepunkt.
”Use Your Voice” med gæsteoptrædender fra blandt andre Lzzy Hale og Taylor Momsen stryger lige ind i tidsånden som et politisk MeToo-bidrag. Men netop i dette tema, og navnlig i det faktum, at Amy Lees inspiration til nummeret var en meget omtalt voldtægtssag, savner man noget vrede.
Mindre goth, mere nærvær
Evanescence anno 2021 er både mindre vredt og mindre teatralsk og svulstigt end tidligere. Der er lidt mindre goth og lidt mere begge ben på jorden, og netop det klæder faktisk bandet. Det kommer dog også sine steder tæt på at blive lidt kedeligt – albummets ballade ”Far From Heaven” er smuk, men også nem at falde ud af.
Overordnet set fremstår Evanescence på The Bitter Truth mere ligetil og mere nærværende end såvel sit yngre selv som sine pendanter, og det er befriende at høre denne form for goth/symfonisk metal, der hverken tekstmæssigt eller musikalsk er pakket ind i mytologi og flimrende nordlys.
For det kan Evanescence (og vi andre) sandsynligvis takke dels tidens tand og førnævnte modenhed og dels Amy Lee. Den nu 38-årige front- og bagkvinde er med sin store stemme og en masse på hjerte i særklasse. Det kan godt være, hun ikke lykkes med alt, men hendes vokal er slet og ret fænomenal, og den er – også på det nye album – bandets urokkelige kerne og klart største aktiv.
