Entombed A.D. er tilbage i bedste death ’n’ roll stil
Entombed A.D. er tilbage med en dødelig dosis af deres death ’n’ roll på albummet Dead Dawn. Albummet minder om Entombeds udspil fra 2003 Inferno både hvad angår produktionen og sangskrivningen. De fleste kender sikkert til det svenske band, men skulle der alligevel være en enkelt, der ikke gør, så er bandet lidt finurlig, da de gør brug af elementer fra thrash, død, doom og punk, hvilket giver bandet et anderledes udtryk, end så mange andre bands har inden for genren.
Det siges, at toeren er sværere end den første, men er det også tilfældet for de garvede herre i Entombed A.D.?
Attituden og selvtilliden er vendt tilbage
Første sang på albummet er ”Midas In Reverse”, der har en punket lyd med sit hurtige tempo og dræbende dødsmetal. ”Down To Mars To Ride” er mere lige på death ’n’ roll i attituden med de nedstemte guitarer og L.Gs sprøde gutturale stemme. Den doomprægede ”As The World Fell” fremtvinger med sit sørgmodige guitarspil en følelse af håbløshed. Det er dog ikke længe, man er i den tilstand, for i næste sang ”Total Death” sættes farten op igen, og med de knivskarpe guitarriffs bliver farten ikke sagtnet på noget tidspunkt med en guitarsolo, der skærer sig igennem lydmuren som en laserstråle. L.Gs stemme lyder mere disciplineret og ren, hvilket får sangen til at fremstå mere sikker. ”Hubris Falls” kombinerer klassisk musik med doom på en tur direkte til helvedes porte med barokke guitarakkorder mixet med slibrige riffs og de tabte sjæles svage skrig. Albummet afsluttes med ”Not What It Seems”, der igen trækker os alle med ned til helvedes forgård med sine tordnende trommer og drømmende guitarer.
Den selvtillid og udstråling, bandet har produceret dette album med, gør det en sand fornøjelse at lytte til. Entombed A.D. forsøger ikke at bevis noget over for nogen, de er bare nogle mænd, der har et ønske om at spille deres egen form for dødsmetal. På debuten Back To The Front (2014) virkede bandet knapt så sikker. Men enhver skygge af usikkerhed eller tvivl er ikke-eksisterende på Dead Dawn, hvor sangene er meget varierende.
Bandet har formået endnu engang at forlænge deres levetid ved at genopfinde deres egen lyd. Noget de har fået kritik for hos nogle i metalgenren, men også fået stor ros for hos andre. Samtidig vidner seneste skive om, at bandet har så meget sangskrivertæft i rygsækken, at de ikke bliver monotome.
Et album for fans af Entombed's senere udgivelser og bandets første album
Alt i alt er Dead Dawn et skridt op set i forhold til Back To The Front (2014). Gruppens genfundne selvtillid gør, at albummet er tungere end forgængeren, og samtidig er bandet mere eventyrlystne.
Dead Dawn hiver 8 kranier med ned i den mørke grotte - en grotte bandet kryber ud af til sommer, hvor de indtager dette års Copenhell.
