Super-solid

Empire Drowns er vel lidt af en supergruppe, med medlemmer fra en myriade af forskellige særdeles anerkendte danske bands, deriblandt Saturnus, Blazing Eternity, Withering Surface, Thorium, Meridian og Ukraft. Ud fra den liste kan man hurtigt lure – endda uden at have hørt så meget som ét sekund af Endless Nights – at stilen er storladen, guitardreven og tung som bare fanden. Det er godt og vel tre år siden, vi sidst sad med en udgivelse fra denne københavnske kvintet, da de udgav debuten Nothing.

Dengang konkluderede vi, at trods manglende variation så var det et solidt album, der dog godt kunne have brugt lidt yderlig finpudsning samt en højere detaljegrad. Men meget kan jo ske på tre år, så lad os da se – og høre – om denne nat nu også er så endeløs, eller om solen til sidst vil skinne.

Hvor blev kaboomet af? Der skulle have været et øresønderrivende kaboom!

Det første, der slog mig ved Endless Nights, var, hvor utroligt udansk den lyder. Det er ikke ment som en kritik, men jeg var da nødt til at dobbelttjekke, at bandet ikke var fra middelhavsområdet – mere specifikt Grækenland. For jeg er tilbøjelig til at sige, at Endless Nights er den bedste SepticFlesh-skive, jeg har hørt i årevis.

Jovist, man kan skam sagtens fortsat trække store, fede, røde tråde til dødsdoomens titaner som Paradise Lost og My Dying Bride og Katatonia, men der er nu en meget bestemt odør af oliven og ouzo. Lyt til introen på ”Volcanic Funeral”, og fortæl mig, det ikke lyder som noget, der kunne have været på Codex Omega eller Communion. Ydermere er der nogle sporadiske gotiske elementer, som minder om Rotting Christs udgivelser fra slut-1990’erne som A Dead Poem eller Sleep of the Angels.
Derudover er det da tydeligt, at de manglende detaljer og kræs, som min forhenværende kollega savnede tilbage i 2022, har fået lov at komme med på galejen denne gang.

Albummet er spækket med diverse symfoniske passager, keyboardtjuhej og lynhurtige guitarsoli – som i øvrigt fungerer intet mindre end fremragende kombineret med de generelt noget langsommere og tungere elementer i musikken. Dog måtte de godt have skruet endnu mere op for, ja, det hele egentlig. Endless Nights vil virkeligt gerne være en stor og imposant krabat, der fylder det hele. Derfor er det en skam, at musikken desværre nu og da kommer til kort. Skru det hele op til 11, be’ om! Man sidder hele tiden som på nåle og venter på en eksplosiv forløsning, som desværre aldrig kommer – nærmere tværtimod. ”Volcanic Funeral”, for eksempel, slutter med en fremragende guitarsolo, som virkeligt bygger op til et enormt klimaks, men næ, i stedet får man lige et hurtigt fade-out og så videre til næste sang. Dette er faktisk gældende på samtlige numre, og det er en skam, for det har den triste effekt, at det hele ender med at føles lettere antiklimatisk.

Kan vi bede om en kop krea-juice herovre, tak!

Dog er min største udfordring vedrørende Endless Nights, at det netop bliver en kende endeløst. Formularisk er måske et for stort ord at smide efter udgivelsen, men uanset hvad så virker en stor del af numrene til at være skåret over den samme læst. Selvom der er hele ni sange, så lyder det mestendels, som om der kun er fire-fem. Det er især de sidste par sange, hvor det for alvor bliver tydeligt.

Det er, som om gruppen løb tør for ideer eller kreativ benzin og begyndte at køre i ring. Det ændrer dog ikke på, at musikken er af høj kvalitet – og der er heller ikke en finger at sætte på musikernes kunnen eller præstationer. Desværre ændrer dette ikke på, at selvom albummet kun er på lidt over 39 minutter, så føles det altså, som om det varer tættere på de 60 – hvilket ikke i denne kontekst er en kompliment.