Eidolon er brødrene Glen og Shawn Drovers kæledæggeprojekt, som de har syslet med i 13 år, når de ikke har været involveret i alt muligt andet – senest som henholdsvis guitarist og trommeslager i Megadeth. Jeg kendte ikke bandet før, men spidsede ører, da det gik op for mig, at de havde fået fingre i Nils K. Rue fra Pagan’s Mind til at synge på dette album. Efter at have hørt en stump af "The Eternal Call" på nettet troede jeg, at jeg her skulle anmelde en god gang progressiv powermetal i stil med Rues andet band, og der er da også elementer på pladen, der peger i den retning, men mine forventninger blev gjort seriøst til skamme, da albummets åbnings- og titelnummer rullede ud af mine højtalere.

Nummeret starter, som man ville forvente et powerprogband à la Symphony X ville starte et riffdrevet nummer, men går derefter pludseligt over i, hvad der lyder som stille Fates Warning fra "Perfect Symmetry"-perioden. Da det bliver heavy igen, er min umiddelbare association igen gammel Fates Warning fra før de blev mere "normalt" dur/mol-harmoniske. Herfra glides der umærkeligt over i noget, der kunne have været et Symphony X-riff afløst af en tostemmig, sær solo à la Psychotic Waltz’ to første albums, videre over i et stille stykke, der minder om nyere Fates Warning (f.eks. "Disconnected")... Alene denne første episke rejse gennem klassiske stilarter inden for progmetal er nok til at retfærdiggøre en anbefaling af albummet. Næste nummer, "Arcturus #9", lyder snarere som gammel Queensrÿche (altså før "Empire") igen med stænk af tidlig Psychotic Waltz og måske noget Vicious Rumours, men arbejder sig over i nogle virkelig fede, personlige harmonier, som jeg ikke har hørt andre steder. "The Eternal Call" er som før nævnt et typisk power-prog-nummer, men alligevel med en kant i retning af gammel Fates Warning eller det hedengangne norske band, Manitou (ikke at forveksle med det finske af samme navn, som har en vis succes i øjeblikket). "Ghost World" starter med en stille indledning, der igen kunne have været skrevet af Jim Matheos (FW) i hans yngre dage, men går over i mere traditionel, noget klichépræget power. "Thousand Winters Old" er en mere old-school-thrashet sag, mens "Spirit Sanctuary" byder på tyngde med krydrede harmonier, hvor man igen mærker indflydelsen fra FW og PW. De efterfølgende numre, "Order of The White Light" og "Astral Flight", kører videre i den tunge, komplekse, harmonisk svært tilgængelige rille, mens "Shadowanderer" har en roligere, syret "Into the Everflow" (Psychotic Waltz)-agtig afslutning. Herefter skal man slukke for sin CD-afspiller, medmindre man har hang til kitschet retro – vi får nemlig et Mercyful Fate-covernummer, "The Oath", komplet med ubærligt høj falsetvokal og sågar med soloer fra de originale guitarister, informeres jeg om. (I øvrigt gæstes albummet også af Fates Warnings anden gamle guitarist, Frank Aresti, Michael Romeo fra Symphony X m.fl.)

Mine to sure kommentarer, der holder dette ordentlige læs af krævende musik nede på et 7-tal, er, at jeg synes, produktionen er overraskende ringe for en udgivelse i denne genre – især lilletrommelyden irriterer mig, og balancen mellem guitaren og de øvrige lyde kunne være bedre – og så synes jeg, at musikken enkelte steder bliver for forudsigelig, når Eidolon lægger sig for tæt op af de stilarter og kunstnere, de refererer til. Men summen af alt dette er altså et ok, lidt udmattende album, hvis enkelte gode ideer trods alt gør det værd at tjekke ud.