Earthless - Night Parade Of One Hundred Demons

Night Parade Of One Hundred Demons

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy/Psych Rock
Antal numre:3

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 1/10 baseret på 1 stemme.

Forkælelse for dem, der kan købe præmissen

Vokal eller ikke vokal…

Sidste gang vi hørte fra San Diego-bandet Earthless, var der tale om en noget anden oplevelse end den, trioen plejer at levere. I modsætning til den sædvanlige instrumentale og psykedeliske krautrock, der ofte kom til udtryk gennem ret lange kompositioner, fik vi på Black Heaven kortere og mere simple numre. Og så endda med vokal. Det fungerede rigtig godt og var en ganske solid plade, men nu på deres femte udspil, Night Parade Of One Hundred Demons, er de gået tilbage til rødderne. Albummet rummer blot tre numre – alle med en spilletid omkring de tyve minutter – og nul vokal. Men fungerer det overhovedet, at man bare jammer derudad i en time og udgiver det som et album? Svaret er både ja og nej. Men det vender vi tilbage til.

Sabbath, mørke og lir

Albummets titel, Night Parade Of One Hundred Demons, samt dets cover og overordnede tema er inspireret af en japansk fortælling, der handler om, at små landsbyer én gang om året vil blive angrebet af spøgelser, dæmoner og diverse andre gespenster, og er man tilfældigvis vidne til dette, vil man enten dø øjeblikkeligt eller blive slæbt bort af spøgelserne. Derfor skal man gemme sig godt denne nat og vente, til lyset igen bryder frem, og spøgelserne er væk. Men hvordan omsættes dette så til instrumental musik? Jo, det gøres det ved at spille tungere, langsommere, mørkere og langt mere dystert end tidligere. Earthless spiller stadig psykedelisk og jazzet heavy rock, men denne gang minder det utroligt meget om tidlig Black Sabbath. Særligt bassens rundgange er ikke langt fra Geezer Butlers ditto. Og det er absolut godkendt!

Pladens to første skæringer er egentlig ét og samme nummer. De bærer samme titel som albummet og er blot tilføjet et “pt. 1” og et “pt. 2”. Og de minder da også en del om hinanden og bliver temmelig lange i spyttet. Selv efter flere gennemlytninger af albummet kan man stadig blive i tvivl om, hvilket et der spiller, da det hurtigt bliver til monoton og lettere intetsigende syrerock. Ingen tvivl om, at d’herrer Mitchell, Eginton og Rubalcaba kan deres kram, og at de, på et musikteknisk plan, mange steder er en sand fornøjelse at lytte til, men det er først på tredje nummer, “Death To The Red Sun”, at jeg rækker armene i vejret. Her kommer der nemlig væsentligt mere gang i den, og den tålmodige lytter forkæles med en fænomenal omgang guitarlir, hvor selv Metallicas Kirk Hammett kommer hurtigt bagud på både whammy- og wah-point. Det kan lyde som for meget af det gode, men her er ti minutters guitaronani ikke et sekund for meget.

Forkælelse for de få

Som det plejer at forholde sig med Earthless, så har de bestemt ikke travlt. De giver sig god tid til at folde deres lydunivers ud, men væbner man sig med tålmodighed, bliver man også belønnet. Det handler dog om, hvorvidt man kan købe præmissen eller ej. Kendere af Earthless, der evner at investere tid i deres plader, mens de går ind i en nærmest meditativ tilstand under gennemlytningen, vil bestemt ikke blive skuffede. Uindviede sjæle vil dog kede sig bravt og undre sig over, at man kan slippe afsted med at jamme over tre akkorder i en time og efterfølgende udgive det som en plade. Men Earthless er og bliver Earthless – enten kan man lide det, eller også kan man ikke.

Tracklist

  1. Night Parade Of One Hundred Demons (Part 1)
  2. Night Parade Of One Hundred Demons (Part 2)
  3. Death To The Red Sun