Storslået og anderledes sort mædl med masser af nuancer fra genrepaletten
Avantgarde black fra det mørke Holland
Med albummet Kwintessens har fem-mands besætningen, kendt under navnet Dodecahedron, begået deres andet album. Bandets lyd bliver udført af en vokalist, to guitarister, en bassist og en trommeslager. Derudover bliver der også gjort brug af elektroniske elementer.
Dodecahedron stræber efter at gøre op med genre-snobberi og traditionsbundne ideer om, hvordan dén og dén genre skal lyde – i stedet for at spille stereotypiske heavy metal-riffs, leverer de skæve, kaotiske og mystiske atmosfærer – de kommer omkring en masse af metalmusikkens mørkeste afkroge. Bandets inspirationer kan findes hos bands som franske Deathspell Omega og hos norske Mayhems 2007 album Ordo Ad Chao. Ideen er at tilføje denne form for ekstremmetal nye dimensioner. Pladen kommer omkring en masse farverige emner, såsom død, sorg, eksistens, kaos og okkultisme, ”Det her, det lyder sgu som en fest”.
Rod, virvar og atmosfærisk balance
Kwintessens er i sandhed et album, der både blæser dig tilbage til stenalderen, men som også drager dig ud på atmosfæriske rejser. Eksempelvis får vi i nummeret ”TETRAHEDRON - The Culling of the Unwanted from the Earth” leveret en top-tunet, tremolo-picking guitarmaskine, bestående af én skinger og én distortet elspade, som sammen med trommer og bas snarere lyder som hel fabrik af dissonans-struktureret kaos. Sangstilen udføres med en slags scream og growl vokal, der sætter prikken over i'et i forhold til det dystre udtryk og som understreger black metal-attituden. Efter godt et minut og ti sekunder inde i nummeret skifter den kaotiske lyd over til et mere atmosfærisk doom-agtigt stykke, hvor langsomme trommer og toneskift på streng-instrumenterne fører lytteren ud på rejse. Dette giver en god dynamik i forhold til kaosset. Hen mod sidste del af nummeret bliver stilen endnu en gang ændret – denne gang til et delvist uptempo, groovet breakdown stykke, hvor maskinlyden igen bliver understreget – her går det nærmest over i bedste Ministry-stil og bliver til et tungt, industrial støjvanvid. Det der med bandets genre-alsidighed er meget tydeligt, og i nummeret ”HEXAHEDRON - Tilling the Human Soil” bliver der igen slynget omkring sig med stilblandinger. Der bliver lagt ud med et kort anslag, bestående af et par enkelte toner, der i et sekund får der dig til at tro, at det, du skal høre, er et bluesrock-riff, men det skal man ikke – derimod bliver man kastet direkte ind i ilden, hvor streng-instrumenterne skiftevis spiller tremolo eller enkeltanslag, samt trommerne, der varierer i tempo og brug af dobbeltpedal. Man bliver i løbet af nummeret ført ud i svævende og drømmelignende tilstande – de to guitarer spiller nærmest lidt forskudt af hinanden (evnesvagt syret riff... altså på den fede måde). Musikken veksler mellem at tone helt ned i både tempo og styrke og at træde speederen helt i bund, men stadig med store variationer i alle elementer. Vokalen, har i dette nummer flere nuancer – der bliver nogle steder brugt effekter på sangerens skrig, hvilket får det til at lyde som noget fjernt støj – enkelte steder i løbet af pladen kan måden, vokalens lyd og volumen er placeret i forhold til musikken, minde om måden, hvorpå genrer som hardcore-punk, crust-core og sludge-metal ofte bruger deres vokaler på (det skal nok lige nævnes, at undertegnede også har en svaghed for larm fra disse skuffer). Lyden af de sidst nævnte musikafarter er meget tydelig i nummeret ”DODECAHEDRON - An Ill-Defined Air of Otherness” - her kan både musikken og sangstilen, i hvert fald et godt stykke af vejen, smage en del af bands som Celeste, Converge og danske Psyke Project (og det er sgu slet ikke så ringe). På albummets sidste track, ”ICOSAHEDRON - The Death of Your Body” er en ondskabsfuld dommedagsstemningen, der tager over. Med en skinger el-spade, der, modsat det øvrige ensembles ”tung som en damptromle i tomgang”-type groove, spiller et galskabs-helvede af guitarlir. Af øvrigheder på Kwintessens findes der tre længere støjagtige mellemsekvenser, der fungerer som introer og optakter til numrene – disse tre kaldes; ”Prelude”, ”Interlude” og ”Finale”.
Storladent vanvid og veludført, kaotisk ordenssystem
Den her Dodecahedron-udgivelse er først og fremmest en ualmindelig og meget, meget spændende plade, men den kræver i allerhøjeste grad tid og tålmodighed til fordybelse. At bandet gerne vil bryde med genrens, ellers så faste rammer og bare helt uden hæmninger slå sig løs på genre-paletten, synes jeg er helt fantastisk, jeg synes det gør deres lyd helt unik og gør musikken nuanceret. Mit eneste kritikpunkt er, at ud af pladens otte titler, er der reelt set kun fem rigtige numre – ”Prelude”, ”Interlude” og ”Finale” bliver, efter et par afspilninger, hurtigt det man springer over, for derefter af høre deres rigtige sange. Jeg kunne godt have brugt et ekstra track, bare i bytte for en af mellemsekvenserne. Det kommer lidt til at virke som om, bandet lige stod og manglede et nummer eller to og derfor besluttede at lave tre lange lydkollager. Men alt i alt, indeholder Kwintessens en røvfed lyd, og albummet kan kun på det varmeste anbefales. Genremæssigt kan der spores afstikkere fra en lang række af metalstamtræets mørkeste og mest eksperimenterende afgreninger, og deres lydbillede vil uden tvivl imponere en masse black mædlere, men også en hel del andre typer af headbangere. Heriblandt vil fans af crust-core, math-core, avantgarde, progressiv-metal, doom, sludge og industrial-metal være godt underholdt med Dodecahedrons musik.
